Erhverv
0

Mette Maix stopper som direktør i Flying Tiger

Efter under to år på posten stopper Mette Maix som adm. direktør i Flying Tiger, oplyser selskabet.

Mette Maix er chef for Flying Tiger Copenhagen. Foto: Stine Bidstrup.

Flying Tiger-kæden, der kæmper med skuffende salg og tidligere på året var faretruende tæt på at bryde sine lånebetingelser, skifter ud på direktørposten.

Efter under to år på posten stopper Mette Maix som adm. direktør, mens Martin Jermiin bliver ny topchef.

Det oplyser Flying Tiger i en pressemeddelelse.

»Jeg ikke har følt mig tilfreds med den ledelsesmæssige opstilling, som blev vedtaget i januar, og derfor har jeg valgt at opsige min stilling,« siger Mette Maix i meddelelsen.

I januar kunne Finans afsløre, at Flying Tiger forhandlede med sine bankforbindelser, fordi detailkæden var faretruende tæt på at bryde sine lånebetingelser, hvilket ville betyde, at bankerne - Danske Bank og Nordea - kunne kræve sine lån på omkring én mia. kr. straksindfriet og i værste fald sende selskabet i konkurs.

EQT, der kort inden havde ladet Fætter BR gå konkurs, undgik den potentielle katastrofe ved at skyde friske penge i Flying Tiger, men kapitalfonden strammede samtidig grebet om ledelsen i detailkæden, som EQT forgæves forsøgte at sælge sidste sommer.

Mest opsigtsvækkende var det, at den tidligere McKinsey-konsulent Martin Jermiin - der også tidligere har været i cementfirmaet Cembrit - indtrådte i direktionen ved siden af Mette Maix.

Da Finans konfronterede Mette Maix med, at det udefra lignede, at Jermiin fik Maix’ rolle, afviste den nu forhenværende topchef.

Der var plads til dem begge, for de ville komplementere hinanden godt.

»Nu er der rigtig mange roller og opgaver i retail, men vi kommer da til at supplere hinanden rigtig godt. Jeg har en kæmpe styrke inden for retail og hele butiksoperationen, konceptstyring og udvikling. Han har nogle andre styrker, og det bliver jeg da kun rigtig glad af,« siger Mette Maix.

»Men jeg er heller ikke sådan en, der er nødt til at have enevælde. Jeg tror på, at man skal arbejde gennem et stærkt team. Det er også det, jeg skal styrke. Det er min fornemste opgave.«

Martin Jermiin overtager officielt tøjlerne 1. maj.

»I Martin Jermiin har vi fundet en afløser, der både kender kerneværdierne og maskinrummet i Flying Tiger Copenhagen, og det bliver hans opgave at fuldføre konsolideringen. Han har selv været med til at initiere processen, og bestyrelsen ser frem til at fortsætte samarbejdet med Martin som CEO,« siger bestyrelsesformand Vagn Sørensen.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også