Erhverv
0

Ni butikker overlever konkurs: Over 20 butikker var i fare for at lukke

Det er lykkedes at redde en række butikker fra Solo Concepts konkurs.

Solo Concepts butikker i Skjern, Svendborg, Holbæk, Grindsted, Ribe, Sorø, Varde, Aabenraa og Blåvand ser ud til at være reddet. Foto: Screendump fra Google Street View

»Pyyyha«.

Sådan tænker ni butiksledere formentlig efter en hektisk slutning på marts. Deres forretninger ser nemlig ud til at være reddet.

Torsdag d. 28. marts ved middagstid modtog lederne af Solo Concept-butikker landet over en mail om, at det var slut. Butikkerne måtte lukke grundet manglende midler til lønninger, og Solo Company var erklæret konkurs.

Det betød, at 22 butikker under navnet Solo Concept eller Cha Cha lukkede pludseligt sidste fredag i marts.

Men inden påske blev ni af disse lukkede butikker solgt, meddeler konkursboets kurator, advokat Søren Christensen Volder, fra Bech-Bruun ifølge JydskeVestkysten.

Der er tale om butikkerne i Skjern, Svendborg, Holbæk, Grindsted, Ribe, Sorø, Varde, Aabenraa og Blåvand.

Dermed er disse ni reddet af i alt 26 butikker under Solo Company. Fire af disse var i forvejen solgt og var altså ikke en del af den pludselige lukning sidst i marts.

Grunden til, at butikkerne kan reddes enkeltvis, skal findes i det faktum, at de var ejet af datterselskaber under Solo Company som moderselskab.

Konkursen skyldtes ifølge Søren Christensen Volder et svigtende salg.

»I fjerde kvartal af 2018 var detailbranchen generelt ramt på salget, men Solo Company klarede sig dårligere end markedet. Da koncernen samtidig ikke havde et kapitalredskab til at stå imod en omsætningsnedgang, er det nu endt i en konkurs,« sagde han til Finans i midten af marts.

Men nu ser det altså ud til, at moderselskabet kan genopstå. Godt nok under en ny form og i en mindre udgave.

Solo Company har fortsat en del inventar ved hovedsædet i Tistrup, som endnu ikke er solgt, men salget forventes at ske kort efter påske. Desuden er der lavet en købsaftale om bl.a. Facebook-sider, varemærker og varelager, siger Søren Christensen Volder.

Solo Company har hidtil beskæftiget 134 ansatte, hvoraf mere end 100 fuldtidsansatte.

I det seneste offentliggjorte regnskab fra 2017 havde Solo Company et underskud på 1,2 mio. kr. Året forinden var underskuddet 5 mio. kr.

Det er ikke første gang, at Solo-kæden bliver ramt af en konkurs. Det samme skete i 2014, hvorefter koncernen genopstod under et nyt ejerskab.

Solo-kæden blev stiftet i 1988 og har siden solgt både herre- og dametøj.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også