Københavns ældste vinhandler hælder millioner i lommen
Københavnske Kjær & Sommerfeldt kan skåle i et pænt millionoverskud. De nuværende ejere overtog biksen i 2008.
En af landets ældste vinhandlere har så godt gang i forretningen, at overskuddet nu når rekordhøjder.
Det drejer sig om den 144 år gamle Kjær & Sommerfeldt, der sidste år tjente 12,8 mio. kr. efter skat. Det viser et nyt regnskab.
Kjær & Sommerfeldt er ejet af Mads Steensgaard, Henrik Pedersen, Niels Boel Sørensen og en række ledende medarbejdere, der i 2008 overtog den københavnske vinhandler.
Før da var Kjær & Sommerfeldt ejet af franske Pernod Ricard.
Det er engros- og detailsalg af vin og spiritus, som skæpper i kassen hos Kjær & Sommerfeldt. Ledelsen mener, at det rekordstore overskud er »et resultat af flere års vedholdende investeringer i markedet, nye forretningsområder og udvikling af sortimentet.«
Kjær & Sommerfeldt holder til på Gammel Mønt i den centrale del af København, men har også butikker i både Aarhus og Odense.
I år forventer Kjær & Sommerfeldt en mindre vækst i markedet.
»Vi forventer, at konkurrencen skærpes yderligere, og at branchen fortsat vil være under et hårdt pres,« skriver ledelsen i det nye regnskab.
Kjær & Sommerfeldt blev stiftet i 1875 af Charles Kristian Kjær og Wilhelm Ferdinand Sommerfeldt. I 1901 fik butikken prædikatet kongelig vinforhandler, men det var først i 1959, at Kjær & Sommerfeldt kunne kalde sig kongelig hofleverandør.
Efter at have været familieejet i næsten 100 år, blev Kjær & Sommerfeldt i 1973 overtaget af Vingaarden i Odense, som senere blev en del af den svenske koncern V&S Group. I 2008 blev V&S Group solgt til franske Pernod Ricard, der i den forbindelse besluttede at frasælge Kjær & Sommerfeldt.
Det blev anledningen til, at de nuværende ejere, anført af adm. direktør Mads Stensgaard, tog over.
Egenkapitalen i Kjær & Sommerfeldt er nu på 37 mio. kr. Ejerne har over de seneste fire år trukket 40 mio. kr. ud som udbytte, fremgår det af selskabets regnskaber.

