Serier
0

Verdo varsler store prisstigninger inden frasalg af sine elkunder

Kunderne har betalt for lidt, meddeler energikoncernen Verdo, der lægger op til snarlige prisstigninger på op til 97 pct. Professor er overrasket.

I kundernes tjeneste
Verdo er i færd med at sælge to elnetselskaber med kunder i Randers, Hobro og Hillerød. Inden salget hæver Verdo nu prisen for kunderne med op til 97 pct. 
Foto: Brian Karmark.

Den kundeejede energikoncern Verdo står klar med store prisstigninger til sine omkring 55.000 elkunder, kort tid inden de skal sælges til energi- og telekoncernen Eniig.

Ifølge data, som koncernen har indberettet til Energinet, bliver Verdos elkunder den 1. august 2019 ramt af prisstigninger på den såkaldte nettarif på 38 pct. i Randers og Hobro og 97 pct. i Hillerød.

Nettariffen er den pris, som forbrugerne betaler for at få transporteret strøm gennem elnettet, og prisforhøjelsen kommer, efter at Eniig og Verdo den 1. april annoncerede, at de vil bytte varme- og elkunder.

Man må have haft en svag økonomistyring, hvis man kan tage så meget fejl.

Frede Hvelplund, professor i energiplanlægning

Verdo bekræfter de kommende prisstigninger, men påpeger, at de er midlertidige, og at de skyldes, at kunderne har betalt for lidt. Derfor er der opstået et tilgodehavende hos kunderne, som selskabet vil have opkrævet inden årets udgang.

»Prisen bliver igen sat ned den 1. januar 2020,« oplyser Verdo, der ikke ønsker at svare på yderligere spørgsmål.

Professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet Frede Hvelplund er overrasket over, at der kan være opstået så stort et tilgodehavende, at Verdo er nødt til at hæve priserne med op til 97 pct.

»Man må have haft en svag økonomistyring, hvis man kan tage så meget fejl,« siger han.

Ret, men ingen pligt

Elnetselskaber er underlagt særlige regler for, hvor meget man må opkræve hos kunderne, og direktør i Forsyningstilsynet Carsten Smidt siger, at tilsynet vil holde øje med, om Verdo holder sig inden for rammerne med prisstigningerne.

Tilsynet oplyser desuden, at Verdo har ret til, men ikke en pligt til at opkræve pengene hos kunderne.

Verdo er i forvejen i vælten, fordi virksomheden i årevis har overfaktureret sine varmekunder og nu er blevet pålagt af myndighederne at betale 235 mio. kr. tilbage til kunderne.

Randers Byråd har vetoret over for salget af kommunens elkunder, og sagen skal behandles på et byrådsmøde mandag i næste uge. Borgmester Torben Hansen (S) oplyser i et skriftligt svar om de kommende prisstigninger:

»Det er en ny oplysning, og den vil vi undersøge nærmere.«

BRANCHENYT
Læs også