Erhverv
0

Amerikansk flygigant suspenderer forventningerne til året

Flyproducenten Boeing suspenderer sine forventninger til årets resultat. Årsagen er ulykkerne med flytypen Boeing 737 MAX.

Foto: AP Photo/Ted S. Warren

Efter to fatale ulykker med flytypen 737 MAX suspenderer den amerikanske flyproducent Boeing nu sine forventninger til årets resultat.

Det oplyser Boeing i en meddelelse i forbindelse med fremlæggelsen af flyproducentens regnskab for første kvartal.

Boeing vil først senere på året fremlægge de opdaterede forventninger til årsresultatet, skriver selskabet.

To fly af modellen 737 MAX er inden for det seneste år styrtet ned. Første gang var i oktober sidste år, hvor et 737 MAX-fly fra indonesiske Lion Air styrtede ned og 189 personer blev dræbt.

I marts styrtede et fly fra Ethiopian Airlines ned på vej til Kenyas hovedstad Nairobi. Her blev 149 passagerer og otte besætningsmedlemmer dræbt.

Der har efterfølgende fået luftfartsmyndigheder over hele verden til at beordre flyet til at blive stående på jorden.

»Vi har fuld fokus på sikkerhed og samtidig fokus på at få 737 MAX tilbage i service. Vi er klar over, at vi skal genskabe tilliden hos kunder og myndigheder,« udtaler Boeings topchef Dennis Muilenburg.

Ifølge flyproducenten er man i fuld gang med at udbedre den softwarefejl i det såkaldte MCAS-system, som mistænkes for at være skyld i ulykkerne. Ifølge Boeing har man foreløbig udført 135 test og testflyvninger.

Boeing kommer ud af første kvartal med en omsætning på knap 23 mia. dollars, hvilket er en stigning på 2 pct. i forhold til samme periode sidste år.

BRANCHENYT
Læs også