Succes på få år: Iværksættere tjener stort på shots
Der er penge i flydende lakrids med procenter. Iværksættere fra Aarhus har på få år skabt en millionforretning.
Den aarhusianske virksomhed Pure Shots har på få år forvandlet lakridsshots til en millionfirretning.
I det seneste regnskab kom virksomheden ud med et overskud på lidt over 1,2 mio. kr., og året før så endnu bedre ud med et overskud på lidt over 2,5 mio kr.
Lasse Rishøj Hansen og Anders Snede Pedersen stiftede tilbage i 2015 spiritusselskabet Pure Shots, der har specialiseret sig i lakridsshots, som firmaet selv producerer i Aarhus.
Pure Shots fik for få år siden eneret som leverandør af shotsrør på Smukfest i Skanderborg. Det har boostet bundlinjen gevaldigt.
Pure Shots har samtidig gjort sit indtog i langt de fleste supermarkeder i landet. Senest har Pure Shots søgt mod nord for at kapre det svenske shots-marked, og den sorte lakridsdrik er altså nu også at finde i Sveriges største spriritusudsalg Systembolaget.
Her udtaler brand manager Calle Magnusson i en artikel til Livets Goda, at produktet får »usandsynligt god respons.«
Den aarhusbaserede virksomhed slår sig op på »godt håndværk og gode råvarer«, mens de unge mænd selv mikser de ingredienser, der bruges i flaskerne.
Ejerne bag Pure Shots, Lasse Rishøj Hansen og Anders Snede Pedersen, har ikke ønsket at kommentere regnskabet til Finans, men skriver i en mail, at »vi er en branche, hvor vores konkurrenter er yderst opmærksomme på os.«


