Serier

Verdos topchef Kim Frimer er fyret - fokus skal tilbage på kunderne

Verdos topchef Kim Frimer er blevet fyret efter et ekstraordinært bestyrelsesmøde torsdag.

I kundernes tjeneste
Kim Frimer har været direktør i Verdo siden 2009. Torsdag sluttede det, da bestyrelsen fyrede ham med øjeblikkelig virkning. Arkivfoto: Gorm Olesen.

Efter flere uger med uro er Verdos topchef Kim Frimer blevet fyret med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse onsdag.

Fyringen er begrundet i de sager, som Finans har afdækket gennem den seneste måned.

»Vi har i bestyrelsen her til morgen haft et ekstraordinært bestyrelsesmøde, og en enig bestyrelse har besluttet at opsige samarbejdet med administrerende direktør Kim Frimer,« siger bestyrelsesformand i Verdo Torben Høeg Bonde i pressemeddelelsen.

»Vi har ikke længere tillid til, at Kim Frimer er den rette til at sikre, at Verdo kommer på ret køl igen, og vi har gennem forløbet ikke følt, der er tilstrækkelig forståelse for, at Verdo er en forbrugerstyret virksomhed,« siger Torben Høeg Bonde og fortsætter.

»Verdo har brug for en helt ny profil som administrerende direktør. En profil der sørger for, at bestyrelse og repræsentantskab bliver bedre og rettidigt oplyst, og en profil der forstår, at Verdo er en forbrugerstyret virksomhed.«

Gennem de seneste uger har Finans afdækket flere forhold, der ifølge kritikere har rejst spørgsmålstegn ved Verdos rolle som en forbrugerstyret virksomhed.

Først kom det frem, at myndighederne har pålagt Verdo at tilbagebetale 235 mio. kr., som firmaets varmekunder er blevet overfaktureret fra 2000-2005. Senere kunne Finans fortælle, at Verdos varmeselskab havde udloddet 549 mio. kr. til moderselskabet for blot at låne de samme penge tilbage igen. Resultatet var, at kunderne skulle finansiere renteomkostninger for over 20 mio. kr. om året.

Og senest onsdag afslørede Finans, at Verdo har besluttet at hæve prisen for sine elkunder med op til 97 procent, kort inden at de skal sælges til Eniig.

Bestyrelsen og repræsentantskabet var indkaldt til krisemøde inden påske. Dengang endte det med en tillidserkæring til Verdos ledelse, men den er altså forsvundet nu.

Ifølge bestyrelsesformand Torben Høeg Bonde vil selskabet nu gå på jagt efter en ny direktør, og indtil denne er fundet, indtræder divisionsdirektør Morten Birch som midlertidig adm. direktør.

Kim Frimer har været administrerende direktør i Verdo siden 2009.

Han oplyser til Finans, at han ikke har nogen kommentarer til fyringen.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også