Daimler: Færre solgte biler og høje udgifter til nye modeller koster
Tyske Daimler, der er selskabet bag Mercedes-Benz, kom ud af de første tre måneder med færre leverede biler samt høje omkostninger til udvikling af nye.
Det tyske bilselskabs omsætningen var næsten på niveau med året før, og koncernen kørte i første kvartal 39,7 mia. euro hjem mod 39,8 mia. euro i perioden sidste år. Og det var bedre end de ventede 39,3 mia. euro ifølge et estimat fra Bloomberg News.
Samlet faldt antallet af solgte enheder med 4 pct. til 773.800 enheder, oplyser Daimler i forbindelse med regnskab for første kvartal.
Driftsresultatet (EBIT) var markant lavere på 2,8 mia. euro mod 3,3 mia. euro i første kvartal 2018 - men det var igen, mere end hvad analytikerne havde ventet - nemlig 2,78 mia. euro.
- At nå de finansielle målsætninger for 2019 er ikke blevet nemmere efter første kvartal, siger Dieter Zetsche, der er administrerende direktør i Daimler, ifølge Bloomberg News.


