Erhverv

SAS-formand til passagerer: Undskyld, men vores fremtid står på spil

Efter fire år med overskud frygter SAS' bestyrelsesformand, Carsten Dilling, at en lang pilotstrejke kan udløse et underskud.

SAS´bestyrelsesformand, Carsten Dilling, er opsat på at finde en løsning, der ikke belaster flyselskabets langsigtede overlevelsesmuligheder. Arkivfoto: Mik Eskestad Foto: Mik Eskestad

»Undskyld!«

Sådan lyder beskeden til passagerer og kunder fra bestyrelsesformanden i SAS, Carsten Dilling på femtedagen af den omfattende pilotstrejke.

Foreløbig er 3.306 flyvninger aflyst, og det rammer i princippet 326.917 passagerer. Tirsdag eftermiddag var der ikke aftalt nye forhandlinger, og det beklager bestyrelsesformanden.

»Vi kan ikke sidde og forhandle med os selv. Piloterne må og skal komme os i møde og ikke stille ultimative krav,« siger Carsten Dilling, der er i tæt kontakt med bestyrelsen og ledelsen.

Han ærgrer sig voldsomt over konflikten, som kommer efter flere år med fremgang og fire års overskud. I de to seneste år har SAS tjent omkring 1,4 mia. danske kr. før skat.

»Vi har lavet en langsigtet plan for SAS, og vi følte, vi var på en frugtbar rejse med normale lønmæssige vilkår. For hvert eneste krav piloterne stiller, kan vi se, at det får konsekvenser for vores langsigtede plan. Det holder ikke,« siger Carsten Dilling.

Hvad konflikten koster SAS her og nu er svært at gøre op. Det skyldes bl.a., at der gælder forskellige faglige regler i de tre skandinaviske lande.

Eksempelvis blev 1.000 norske kabineansatte tirsdag fritstillet midlertidigt. Den mulighed har man ikke i Danmark og Sverige. Samtidig er det ifølge SAS-formanden uvist, hvordan flyselskabet bliver kompenseret af arbejdsgiverorganisationerne i de enkelte lande.

Men at de langsigtede økonomiske konsekvenser er alvorlige, er Carsten Dilling til gengæld ikke i tvivl om.

»Vi har regnemaskinen kørende hele tiden. Denne konflikt kan i høj grad få langsigtede konsekvenser. Det er ikke kun et spørgsmål om piloternes vilkår, men om, hvordan SAS ser ud i fremtiden. Både i bestyrelsen og direktionen føler vi os meget forpligtede til at sikre SAS’ fremtid.«

Carsten Dilling erkender, at en længerevarende strejke kan tage luften ud af SAS-regnskabet efter fire år med overskud.

»Vi står meget stærkt i øjeblikket i forhold til vores kollegaer. Derfor er det ærgerligt og skræmmende, at én medarbejdergruppe skal ødelægge årets resultat og måske medvirke til, at vi går i minus,« siger Carsten Dilling.

Han frygter, at den goodwill SAS har fået både blandt investorer og kunder kan lide alvorlig skade.

»Jeg kan kun beklage det over for vore mange gode kunder. Det var hverken bestyrelsens eller direktionens ønske, at vi skulle havne her. Jeg tror og håber på, at vi finder den rigtige løsning. Vi tager gerne initiativet, men piloterne har også en forpligtelse til at være med til at finde en løsning.«

SAS aflyste tirsdag 504 flyvninger onsdag. Selskabet hjælper sine kunder til at ombooke deres rejser til andre selskaber, men der er ingen udsigt til nye forhandlinger.

Formanden for Dansk Pilotforening, René Arpe, afviser, at piloterne er kommet med ultimative krav.

»Vi mener, at vores krav er rimelige, og vi er også kommet med tilbud. Vi er klar til at forhandle, men det kræver, at den anden part også er klar til at give sig,« fastslår René Arpe.

BRANCHENYT
Læs også