Erhverv
0

Kendte firmaer angriber konkurrencevagthund for langsom og pedantisk sagsbehandling

Når opkøb og fusioner skal forbi Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, går det for langsomt, lyder kritikken fra en række kendte danske virksomheder.

Imerco og Tryg er to af en stribe virksomheder, der fortæller om et utilfredsstillende forløb med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Foto: Gorm Branderup, arkivfoto

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens sagsbehandling er for langsommelig, for pedantisk og ude af trit med virkeligheden.

Sådan lyder kritikken fra en stribe kendte danske virksomheder, der har haft dårlige erfaringer med styrelsens sagsbehandling i forbindelse med opkøb og fusioner.

En af dem er isenkræmmerkæden Imerco, der ifølge adm. direktør Frederik Brønnum blev sat ét helt år tilbage og mistede omsætning for et større tocifret millionbeløb, da et planlagt opkøb af konkurrenten Inspiration efter 12 måneders sagsbehandling faldt til jorden i 2017.

Nogle er glade, andre er utilfreds
  • Finans har spurgt de parter, der har været involveret i de 26 almindelige fusioner, der har været anmeldt ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i 2017 og 2018.
  • I otte af fusionssagerne er der udtrykt utilfredshed og negative konsekvenser ved forløbet. Én af virksomhederne er anonym, mens de andre bl.a. er Imerco, Tryg, Cult, Nianet, Bygma, Danish Agro.
  • Enkelte af virksomhederne er glade for forløbet og sagsbehandlingstiden.
  • Mange har ingen kommentarer eller er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

»Ingen havde i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det udviklede sig, som det gjorde. Det var helt grotesk, og jeg var meget overrasket over, hvor lang tid Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skulle bruge,« siger Frederik Brønnum.

Kritikken kommer, samtidig med at nye tal viser, at styrelsens gennemsnitlige sagsbehandlingstid for såkaldte almindelige fusioner i 2017 og 2018 lå markant over niveauet i de foregående år.

Virksomhederne peger på, at styrelsen ofte har svært ved at definere et marked og har for uerfarne medarbejdere, som tager udgangspunkt i teoretiske modeller frem for virkeligheden.

Det har ifølge kritikerne den konsekvens, at virksomhederne bliver sat i et vakuum og ikke kan gennemføre strategiske tiltag eller investeringer, når sagsbehandlingen trækker ud. Samtidig er det svært at tiltrække eller holde på medarbejdere grundet usikkerheden om fremtiden.

Blandt dem er forsikringsgiganten Tryg, der vurderer, at det kostede 1 mio. kr. om dagen at vente på at få godkendt opkøbet af rivalen Alka. Det tog knap et år at få godkendelsen.

»Det værste var den usikkerhed, de 500 medarbejdere i Alka måtte leve med, der ikke vidste, om de var købt eller solgt. Dertil kom usikkerheden for kunder og samarbejdspartnere,« skriver Tryg i en kommentar til Finans.

Henrik Overgaard var topchef i energidrikfirmaet Cult, da det blev opkøbt af Royal Unibrew. Deres fusionssag ved myndighederne tog otte måneder, hvilket Henrik Overgaard kalder helt absurd.

»Man sætter den købte virksomheds medarbejdere i en ulidelig ventesituation. I vores tilfælde stoppede 30 pct. af medarbejderne, og resten skulle løbe meget stærkt. Frustrationen blev større og større, hvilket smitter af på resultaterne. Var handlen ikke blevet godkendt, ville vi havde været helt i knæ,« skrev han til Finans, inden han for nylig stoppede som topchef i Cult.

Kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Søren Bo Rasmussen påpeger, at det er vanskeligt at sammenligne sagsbehandlingstiderne i fusionssager fra år til år grundet kompleksiteten.

Han kan heller ikke genkende kritikken, men han lytter til den.

»Vi er ikke sat i verden for at genere nogen. Vi kan også godt forstå, at det gør ondt på en virksomhed at være i limbo i en fusionsproces. Men det er bare vigtigt, at vi træffer rigtige beslutninger til gavn for kunder og konkurrenter. Så må det nogle gange tage længere tid,« siger han.

Verdens førende medie om konkurrencestof, Global Competition Review, rangerer hvert år 38 landes konkurrencemyndigheder. Her blev Danmark i 2018 rangeret i den dårligste kategori sammen med Irland, Indien og Polen.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også