Carlsberg slukker tørsten hos flere end forventet
Bryggeriet havde vækst i sin omsætning i alle regioner på trods af en sen påske som først tæller med fra andet kvartal.
Carlsberg slog analytikernes forventninger med et salg i første kvartal på 13,9 mia. kr. Gennemsnittet af forventningerne lød på knap 13,5 mia. kr.
Bryggeriet forventer en vækst i driftsresultatet for hele året på 4-7 pct. eller som Carlsberg formulerer det i sin regnskabsmeddelelse ”midt-encifret procentvis” fremgang.
Væksten i den organiske omsætning - salg uden at medregne opkøb - gik frem med 6,4 pct., hvor gennemsnittet af analytikere blot havde regnet med 4,5 pct.
Første kvartal er traditionelt det mindste på grund af lavt ølforbrug i vintermånederne og opbygning af lagre til sommeren. Derfor fremlægger bryggeriet kun et såkaldt ”trading statement”, der nærmest er renset for tal.
»Vi havde en god start på året, med særlig stærk volumenvækst i Asien og fortsat solid udvikling af vores craft, special- og alkoholfri porteføljer, hvilket forbedrede forholdet mellem pris og salgsmikset. Vi opretholder vores helårs indtjeningsforventning,« lyder det fra koncernchef Cees ’t Hart fra Carlsberg i regnskabsmeddelelsen.
Noget af det mest opløftende for Carlsberg i regnskabet er, at det er lykkedes at få væsentligt højere priser hjem og at få flyttet salget fra de mere billige øl til dyrere varianter.
Det var netop en af de vigtigste øvelser for Cees ’t Hart, da han søsatte hele sin nye strategiplan - Sail'22 - der havde og har til formål at gøre Carlsberg til et langt mere profitabelt bryggeri.
Selv i region Østeuropa, hvor bryggeriet mistede markedsandele i Rusland, løftede Carlsberg omsætningen med 5,1 pct. Igen var det den ændrede sammensætning over mod dyrere varianter, der løftede salget.
Den største fremgang leverede Asien med 15,3 pct. Medregner man opkøbet af aktier i Cambrew og medvind fra valutakurserne, så blev salgsvæksten på 27,6 pct.
I den største region som er Vesteuropa øgede bryggeriet omsætningen med 2,4 pct. efter fremgang i især Frankrig, Danmark, Norge, Tyskland, Bulgarien, Polen og Kroatien.
Umiddelbart kunne man fristes til at tro, at Carlsberg ville opjustere sine forventninger til hele året efter det succesfulde første kvartal.
Men kvartalet repræsenterer kun omkring 20 pct. af årets omsætning, og meget kan stadig gå galt eller godt alt efter, hvordan sommeren arter sig.
Men der er allerede lagt op til at andet kvartal kan blive endnu bedre end året før.
Carlsberg er her begunstiget af, at påsken indgår i dette kvartal, hvor det sidste år var en del af første kvartal. Og påsken er traditionelt en god ”begivenhed” som bryggeriet ynder at kalde en salgsmulighed.


