Serier
BREAKING
0

Verdo tjener over 300 mio. kr. på at give køb på kunders medejerskab af elnet

Elforbrugere i Randers, Hobro og Hillerød bliver som de eneste ikke andelshavere i Eniig, når virksomheden køber de elnet, som de får strøm igennem. Problematisk, mener eksperter.

I kundernes tjeneste
Verdo og Eniig har indgået en aftale om at bytte forsyningsselskaber. Verdo køber Eniigs fjernvarmeselskab, mens Eniig skal købe Verdos elnet. Illustration: Julie Barsøe

Energikoncernen Verdo står til at score over 300 mio. kr. ekstra på frasalget af sine elnet, fordi kunderne ikke får det medejerskab af elnettene, som ifølge eksperter er med til at sikre de lavest mulige el-priser.

Både Eniig og Verdo bekræfter således over for Finans, at der under forhandlingerne mellem de to energiselskaber har været to priser i spil.

Den ene pris på 375-400 mio. kr. ville gøre de omkring 55.000 elforbrugere i Randers, Hobro og Hillerød til andelshavere i Eniig.

Den anden pris på 720 mio. kr. - som parterne valgte - forudsætter, at elforbrugerne ikke bliver andelshavere.

For elforbrugerne i Randers, Hobro og Hillerød betyder det, at de får en særstatus i Eniig, der er ejet af ca. 385.000 andelshavere i Midt- og Nordjylland, og som får leveret strøm gennem Eniigs elnet.

»Når forbrugere selv ejer et elnet, har de en interesse i at holde prisen lav, men her er det nogle andre forbrugere, der kommer til at eje elnettet, og de har ikke samme interesser som borgerne i Randers, Hobro og Hillerød,« siger professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen.

Bent Ole Gram Mortensen, professor i miljø- og energiret på Syddansk Universitet:

»Man kan spørge sig selv om, hvor pengene skal komme fra, når man vælger at betale mere end 300 mio. kr. ekstra, og om der er et incitament til at behandle andelshavere anderledes end ikke-andelshavere,« siger han.

Eniigs bestyrelsesformand, Christian Greve, forklarer, at pengene skal tjenes hjem på synergieffekter over en kort årrække, og at energikoncernen ikke kan forsvare overfor sine nuværende andelshavere at købe Verdos elnet til en overpris, samtidig med at antallet af andelshavere udvides.

Verdo påpeger i en skriftlig udtalelse, at de pågældende elkunder heller ikke i dag er andelshavere i Verdo, da energikoncernen i Randers er organiseret som en selvejende institution.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også