Erhverv

Har rejst 4,8 mia. kr. fra investorer - men kan løbehjulsfirmaet Bird tjene penge?

Amerikanske Bird, der er en af de to mastodonter inden for el-løbehjul, er kommet i modvind efter to år med vild vækst. Det er sværere end forventet at tjene penge på udlejning af el-løbehjul.

Bird har på blot to år rejst 4,8 mia. kr. og er værdisat til 13 mia. kr. Pengene er gået til at sprede titusindvis af eldrevne løbehjul ud i byer i USA og resten af verden. Nu kommer den svære opgave - at tjene penge på udlejningen. Foto: AP/Chris Landsberger/The Oklahoman

El-løbehjulenes konge kæmper for at kunne tjene penge

Det amerikanske løbehjulsfirma Bird, der har en markedsværdi på 20 mia. kr., er kommet i modvind efter et år med vild vækst. Det er sværere end forventet at tjene penge på udlejning af el-løbehjul.

Tre forskellige selskaber slås nu i København om at erobre markedet for udlejning af eldrevne løbehjul på minutbasis. Og med solens og turisternes komme er der for alvor kommet gang i de mange hundrede løbehjul, der er blevet drysset ud på gader og stræder.

Men ligesom konceptet med løbehjul først slog igennem på USA’s vestkyst, er det nu også hos her, at den første alvorlige modvind har meldt sig. Bird, der med en voldsom vækstplan hurtigt blev kongen af feltet af løbehjuls-udlejere, har svært ved at tjene penge på de mange løbehjul, der er sendt i omløb. Det skriver Los Angeles Times.

Bird har på under to år rejst 4,8 mia. kr. fra investorer og kunne derfor rykke hurtigt og etablere sig i de fleste større amerikanske byer. Men at leje løbehjul ud og lade dem op hver nat er en anden business end rene digitale produkter som Google og Facebook, eller hvor private selv sørger for al ’hardwaren’, som hos Uber og AirBnB.

Løbehjulene bliver ødelagt, stjålet eller bare slidt ned ganske hurtigt, viser tal, som Los Angeles Times har indsamlet ved at overvåge udbuddet af løbehjul fra Bird i Los Angeles. Ud af 7.000 løbehjul, der var aktive i byen i januar, var 5.500 af dem taget ud af drift i april og efter alt at dømme erstattet med nye.

Men før omkostningerne til indkøb og drift af et el-løbehjul er dækket, skal det kunne køre i omkring et halvt år. Og målingen viste, at løbehjulene i gennemsnit kun holdt godt fire måneder.

Bird har tidligere meldt ud, at problemet med hurtig nedslidning og vandalisme ville blive formindsket med lanceringen af et nyt løbehjul, som ikke bare er købt som hyldevare i Kina, men er designet til formålet og langt stærkere. Men Bird Zero, som det blev døbt, klarede faktisk kortere tid i gennemsnit på vejene end de øvrige modeller, blot 116 dage.

Tidligere har en optælling fra mediet Quartz vist en endnu kortere løbehjuls-levetid på Kina-modellerne, nemlig blot 29 dage hos Bird. Disse tal er dog blevet afvist som forkerte af Bird. En investor i Bird, Mark Suster, bekræfter en kort levetid på 3-4 måneder på første generation af løbehjul, mens den nye, forstærkede version ifølge ham holder mellem 8 og 12 måneder.

Indkøbsprisen pr. løbehjul hos Bird for de billige modeller er 3.700 kr. ifølge mediet The Information, og dertil kommer så udgifter til de hjælpere, som hver nat skal indsamle løbehjulene, lade dem op, og stille dem tilbage. I nogle byer betaler Bird også for en kommunal licens.

I marts måned måtte Bird fyre fem procent af de ansatte, og tidligere løfter om et bidrag på én dollar pr. løbehjul pr. dag til de byer, man opererer i, er blevet droppet.

Hvor 2018 handlede om at vokse, handler 2019 om at tjene penge på hvert enkelt løbehjul, har Birds topchef Travis VanderZanden, tidligere meldt ud.

Nu er spørgsmålet, om Bird og de mange konkurrenter i USA og resten af verden kan nå at finde den rette opskrift og tjene penge, inden de mange milliarder fra investorer er brugt op. Bird har nu hævet prisen pr. minut fra 15 til 25 cent i mange byer og satser også på langtidsleje og andre forretningsmodeller.

Læs også