- Opdateret 07/05/2019 kl. 08:31
Demant fastholder forventninger til året trods sløv start
Demant fastholder forventningerne til året i niveauet 2,65-2,95 mia. kr. , oplyser selskabet i en periodemeddelelse.
Demant fastholder forventningerne til året, selv om det primært er i andet halvår, at selskabet forventer damp under kedlerne.
Det oplyser Demant i en periodemeddelelse, som selskabet, der tidligere hed William Demant Holding, har udsendt tirsdag morgen. Periodemeddelelsen indeholder ikke deciderede regnskabstal.
Demant venter dermed fortsat et driftsresultat (ebit) i niveauet 2,65-2,95 mia. kr. i hele 2019.
»Efter en langsom start på året forventer vi som koncern at vinde markedsandele i 2019, hvilket vil være drevet af adskillige højtprofilerede produktintroduktioner samt fortsat vækst i vores detailforretning,« siger koncernchef og adm. direktør Søren Nielsen.
Den langsomme start på året skyldes bl.a., at Demants flagskib inden for høreapperater, Oticon Opn S, først blev lanceret et par måneder inde i året.
Samtidig har lanceringen af de mindre høreapperater Bernafon og Sonic samt høreapperatsamarbejdet med Philips endnu ikke haft en væsentlig effekt på væksten, men det forventer koncernen for alvor vil sætte sit aftryk på vækst og indtjening i årets sidste seks måneder.
»I april lancerede vi nye produktfamilier i vores Bernafon- og Sonic-brands, ligesom vi præsenterede Philips HearLink, vores første Philips-brandede høreapparatportefølje. Produktlanceringerne fra Bernafon, Sonic og Philips vil understøtte koncernens fremtidige vækst, men har ikke haft en markant effekt på salget år til dato,« skriver selskabet i periodemeddelelsen.