Selskaber i svindelsager afsløret på fiktive adresser
Mulige millionsvindlere har oprettet selskaber på flere fiktive adresser i Danmark. Eksperter kræver strammere lovgivning.
En stribe selskaber med forbindelse til mulige millionsvindlere har gennem flere år frit kunnet oprette sig på fiktive adresser med såkaldte stråmandsdirektører, uden at myndighederne har fattet mistanke.
Det viser en gennemgang af en række konkurssager, som Finans har foretaget sammen med Dagbladet Information. I sagerne står den danske stat til at taber millioner af kroner på mistede moms- og skatteindtægter som følge af, at bagmænd tømmer kassen i selskaberne og forsvinder uden at betale sin gæld til det offentlige.
Det får nu en af landets førende momseksperter, Søren Engers Pedersen, fra revisionsfirmaet Baker Tilly til at advare om, at screeningen af selskaberne er for lemfældig.
»Vi bliver simpelthen nødt til at have en mere effektiv forebyggende kontrol med disse selskaber. Og den starter med, at man selvfølgelig finder ud af, om der er realitet i dem, når de registrerer sig selv,« siger han.
I udlandet forsøger man dog i det mindste at få de her virksomheder til at se så legitime ud som muligt
Således havde et stråmandsselskab oprettet sig i et kommunal grund i Hillerød, mens et andet havde registreret sig på det, der nu en byggetomt i Store Magleby uden for Dragør.
Den internationale ekspert i momssvindel Marius-Christian Frunza fra firmaet Schwarzthal Kapital er forbløffet.
»I udlandet forsøger man (bagmændene red.) dog i det mindste at få de her virksomheder til at se så legitime ud som muligt,« siger han.
EU vurderer, at momssvindel koster EU’s statskasser 375 mia. kr. om året.
De nye oplysninger sætter atter engang fokus på problemet med den omfattende momssvindel i Danmark og Europa, som Finans og Dagbladet Information sammen med den tyske researchorganisation Correctiv under projektet Grand Theft Europe har oprullet.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) oplyser, at Skattestyrelsen i 2018 har stoppet 600 mulige fupvirksomheder, inden de nåede at registrere sig:
»Men jeg tror også man må sige, at grænseoverskridende kriminalitet er vanskelig at stoppe.«
Det samme siger erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).
»Der hersker ikke to meninger om, at dette skal stoppes,« siger han.