Erhverv
BREAKING

Illum styrtbløder: Forgylder alligevel ejerne

Illum har stigende omsætning, men indtjeningen halter fortsat gevaldigt. Dog er Illum en god forretning for ejerne.

Stormagasinet Illum midt i København satser benhårdt på luksussegmentet. Foto: Stine Bidstrup

Det københavnske stormagasin Illum har for tredje år i træk stigende omsætning. Men også endnu et blodrødt underskud.

Illum kom ud af 2018 med tab i omegnen af 100 mio. kr. Dermed har Illum haft et samlet underskud på 300 mio. kr. på tre år.

Ifølge det nye regnskab fra Illum A/S er underskuddet dog helt i tråd med forventningerne, da stormagasinet lige nu gennemgår en stor forvandling og ombygning af flere etager.

Derfor er Illum meget tilfreds med, at det lykkedes at få omsætningen til at stige med 2 pct. til 707 mio. kr.

»Væksten bekræfter den langsigtede strategi i Illum om at fokusere på luxury, hvor man oplever fortsat øget interesse fra en ny og yngre målgruppe,« skriver Illum i det nye regnskab.

I januar kunne Finans fortælle, at Illums ejer, thailandske Central Group, havde konverteret 182 mio. kr. gæld til frisk kapital til det danske stormagasin. Pengene skulle bruges på at gøre Illum endnu mere glamourøs.

»Vi har jo lagt en strategi, som kræver en masse investeringer og forandringer, før vi er i mål. Denne strategi følger vi fortsat og fortsætter ind i 2019 med at investere og introducere nye koncepter og afdelinger. Vi har allerede nået målet om at være det mest eksklusive og luksuriøse stormagasin i Norden,« skrev Jeanette Aaen, adm. direktør i Illum, i en mail.

Illum har de seneste år satset benhårdt på sit luksusunivers ved at hente internationale brands som Chanel, Dior, Fendi, Burberry og Tiffany ind i stormagasinet.

Selvom Illum umiddelbart godt kan ligne et hul i jorden for den thailandske ejer, er det faktisk ikke tilfældet.

For Central Group ejer også ejendomsselskabet Illum Østergade 52 ApS. Det selskab har fra 2013 til 2017 givet et samlet overskud på 1,1 mia. kr. Det mindste overskud i de år var på 107,4 mio. kr.

Regnskabet for 2018 er endnu ikke offentliggjort for ejendomsselskabet.

Men Jeanette Aaen fik i juni 2018 forklaret Berlingske, at Illum faktisk ikke er den dundrende underskudsforretning for sine ejere, som pressen ellers har haft for vane at fortælle.

»I og med at den historie, der er løbet i pressen, kun tager udgangspunkt i vores driftsselskab (stormagasinet, red.), så får folk en oplevelse af, at Illum er en dårlig forretning, og det er det ikke. Det er en rigtig god forretning for vores ejere,« sagde hun.

De to Illum-selskaber bliver drevet separat og indgår ikke i et dansk koncernregnskab.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også