Fortsæt til indhold

Lars Sandahl Sørensen bliver ny direktør i Dansk Industri

Efter et halvt års søgen er DI´s nye topchef fundet: Det bliver Lars Sandahl Sørensen, der skifter fra en stilling som koncerndirektør i SAS.

Lars Sandahl Sørensen (tv.) bliver ny adm. direktør i Dansk Industri og bliver her præsenteret af DI's formand Lars-Peter Søbye på et pressemøde i Industriens Hus i København, torsdag den 9. maj 2019.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix 2019)
Erhverv

Efter flere måneders søgen kan Danmarks største erhvervsorganisation Dansk Industri endelig sætte navn på sin nye adm. direktør.

Valget er faldet på Lars Sandahl Sørensen, koncerndirektør i SAS, der tiltræder i midten af august.

Det oplyser DI i i en pressemeddelelse.

»Med Lars Sandahl Sørensen får DI en adm. direktør, som ved, hvad der skal til, for at vi kan fortsætte arbejdet, udvikle DI og klare os endnu bedre i den internationale konkurrence. Lars har et stærkt personligt drive og solid topledelseserfaring fra en lang række virksomheder. Dertil kommer erfaring fra internationalt arbejde og tillidshverv, som kan løfte DI til næste niveau,« siger DI’s formand, Lars-Peter Søbye.

Lars Sandahl Sørensen afløser Karsten Dybvad, der fratrådte stillingen som DI’s topchef tilbage i december for i stedet at blive bestyrelsesformand i Danske Bank.

Lars Sandahl Sørensen er i dag ansvarlig for udviklings- og transformationsinitiativerne i SAS, samt en række af SAS-gruppens selskaber.

Han har desuden en fortid som kommerciel direktør i ISS Group, adm. direktør for Visit Denmark og som seniorrådgiver for en række investeringsselskaber og kapitalfonde.

»Jeg glæder mig til at være med til at udvikle DI og skabe endnu større forståelse for, hvad der skal til, for at styrke dansk erhvervsliv og vores velfærdssamfund,« siger Lars Sandahl Sørensen og fortsætter:

»Politikerne har en utrolig vigtig rolle i at skabe de nødvendige rammer og lovgivning. Det er i høj grad virksomhederne, der kan skabe de konkrete, innovative bæredygtige løsninger, der er stor efterspørgsel efter såvel i Danmark som i resten af verden. Danmark har et enestående udgangspunkt, og det bliver en af DI’s største prioriteter i de kommende år at bidrage til at realisere det potentiale globalt«.

Artiklens emner
Erhvervspolitik
DI