Erhverv

Minkbranchen bløder: Underskuddet vokser, og produktionen styrtdykker

Krisen vokser i minkbranchen. Årets største auktion er netop afsluttet med priser, som medfører kæmpe tab for minkavlerne. Produktionen falder 26 pct. i år, og kan falde yderligere i 2020.

De lave skindpriser har fået minkavler Poul Erik Bagger til at reducere produktionen 35 pct. Mange andre avlere træder også på bremsen og branchens totale produktion dykker i år med 26 pct. Det største fald nogensinde. 
Arkivfoto: Per Folkver

Pengene fosser ud af den tidligere så forgyldte minkbranche.

Kopenhagen Fur har netop afsluttet årets største auktion, og resultatet er skuffende. 6,9 mio. skind har været under hammeren, og gennemsnitsprisen er fastholdt på et uændret lavt niveau, der efterlader stort set alle avlere med store tab.

»Prisen er på et niveau, hvor ingen tjener penge, og de fleste taber penge. Vi pressede på for at få priserne i vejret, men det lykkedes ikke,« fortæller Tage Pedersen, formand for de danske minkavlere og deres fælles salgsselskab, Kopenhagen Fur.

Den gennemsnitlige salgspris på auktionen for de danske minkskind blev 212 kr., hvilket er stort set uændret i forhold til niveauet på auktionen i marts. Som tommelfingerregel skal den gennemsnitlige minkavler have 275 kr. pr. skind for at få dækket samtlige omkostninger inklusive ejerløn, vurderer Tage Pedersen.

I 2018 var gennemsnitsprisen 218 kr. og de to foregående år henholdsvis 262 og 235 kr.

Den lange periode med underskud har fået minkavlerne til at trække i håndbremsen og gennemføre en historisk stor reduktion af produktionen. Nye estimater fra Kopenhagen Fur indikerer, at produktionen af minkskind bliver reduceret 26 pct. fra 17,2 mio. i 2018 til 12,7 mio. i år. Det store fald påvirker dog først udbuddet på auktionerne i 2020.

»Med mindre priserne får en tydelig pil opad på auktionerne i juni og september, vil avlerne reducere produktionen yderligere i 2020,« vurderer Tage Pedersen, der selv er minkavler.

Også på verdensplan styrtdykker produktionen, og Tage Pedersen er overbevist om, at et globalt underudbud vil sikre helt andre priser på skind i løbet af 2020.

Minkavler Poul Erik Bagger, som nær Lemvig driver en af landets største minkfarme, har allerede taget konsekvensen af de lave priser.

»I begyndelsen af februar solgte vi 6.000 tæver (avlsdyr, red.) og reducerede produktionen 35 pct. Det er voldsomt skuffende, at priserne ikke er steget på den aktuelle auktion. Det havde vi ellers sat næsen op efter. Trods de lave priser blev der ikke engang udsolgt på auktionen,« siger Poul Erik Bagger.

Sammen med to partnere driver Poul Erik Bagger en velkonsolideret bedrift, men han vil alligevel overveje at reducere produktionen yderligere, med mindre priserne stiger på auktionen i juni.

»Jeg er bekymret for, at produktionen på landsplan risikerer at falde så meget, at det truer hele strukturen omkring branchen. Alle vores underleverandører er voldsomt hårdt ramt. Det kan blive svært at få branchen op igen, hvis det hele kollapser, og det kan blive dyrt for de tilbageværende avlere, hvis fællesvirksomhederne skal drives på basis af en mindre produktion,« siger Poul Erik Bagger.

Kopenhagen Fur er midt i sparerunde nummer to for tilpasse medarbejderstaben til den lavere produktion. Samlet set ventes det, at 175-195 stillinger nedlægges.

Den voldsomme nedtur skyldes, at den globale produktion af minkskind voksede eksplosivt frem til 2014. Resultatet blev en enorm overproduktion, der fik priserne til at styrtdykke. Faldet har reduceret værdien af den danske minkeksport fra 13 mia. kr. til 5,5 mia. kr.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også