Erhverv
0

Dansk modefirma begæret konkurs - mange ansatte sendt hjem

Tøjfirmaet CNS Group er blevet ramt af en tysk storkundes kollaps. Kuratoren håber at kunne sælge firmaet videre.

Peter Mazur er adm. direktør for modeselskabet CNS Group med fire tøjmærker - bl.a. Solid. Arkivfoto: Mik Eskestad.

Det danske modefirma CNS Group, der har cirka 60 ansatte og bl.a. står bag de danske Solid-butikker, er begæret konkurs. Det sker efter en tysk storkundes kollaps, skriver JydskeVestkysten.

Tøjfirmaet fra Kolding holdes fortsat i drift, og det samme gør dets butikker. Imens forsøger kuratoren at finde en ny ejer.

CNS Group står bl.a. bag de fire tøjmærker Solid, Tailored & Originals, Desires og Peppercorn. Selskabet er ejet af nordmanden Stein Lande, der også er gået konkurs med sit norske selskab, Conseptor A/S.

Den tyske storkunde, som kollapsede og dermed førte til konkursbegæringen, var en vigtig kunde for CNS Group.

»Den tyske kunde har haft en eksplosiv vækst, og vi har været en vigtig leverandør. Væksten var på 100 procent i flere år, og det planlagde han også i 2018. Men i løbet af 2018 aftager hans aftræk,« siger adm. direktør Peter Mazur til JydskeVestkysten.

Lige nu bliver CNS Group drevet videre med 13 ansatte, mens de øvrige medarbejdere er sendt hjem. Kuratoren, advokat Morten Hans Jakobsen fra Gorrissen Federspiel, holder med bankens opbakning også live i de 11 butikker, hvor der er godt 100 ansatte, skriver JydskeVestkysten.

Morten Hans Jakobsen forventer at kunne sælge tøjfirmaet videre i en samlet handel, der også omfatter de 11 Solid-butikker.

»Vi regner med, at vi kan sælge virksomheden i drift. Det er en god solid butik, der nok har været lidt plaget af gæld, hvis vi kigger på hele koncernen. Men det var ikke gået sådan her, hvis den tyske kunde ikke var gået konkurs,« siger han til JydskeVestkysten.

CNS Group har de seneste to år haft et overskud efter skat på hhv. 15,7 mio. kr. og 12,5 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også