Erhverv
0

Bavarian i krise: Kursen er sendt i dørken, og superhåbets fremtid svæver i det uvisse

Biotekselskabet Bavarian Nordic har ikke kunnet få overbevist markedet om, at det hele nok skal blive godt, efter at selskabets helt store satsning floppede fælt.

Biotekselskabet Bavarian Nordic har over årene haft stor succes med selskabets koppevaccine. Til gengæld er der mange andre ting, der ikke ligefrem er forløbet efter planen. Foto: Carsten Andersen Bavarian Nordic, PR

Biotekselskabet Bavarian Nordic befinder sig midt i orkanens øje.

Aktiekursen er savet midt over, de positive nyheder er udeblevet, og selskabet har trods lang tids søgen ikke formået at finde en partner til selskabets mest perspektivrige lægemiddelkandidat.

»Bavarian Nordic står i en lidt svær situation med mangel på nyheder og en masse folk, der ikke tror på selskabets pipeline,« siger Thomas Bowers, medicinalanalytiker i Danske Bank.

Nedturen begyndte for alvor i efteråret 2017, hvor det mangeårige håb Prostvac fejlede eklatant i det afgørende fase 3-studie og med ét barberede 40 pct. af aktiekursen.

Siden er kursderouten fortsat i hastigt tempo, og på lidt mere end halvandet år er 70 pct. af markedsværdien forduftet.

»Der er ikke rigtig noget nyhedsflow, som kan trigge noget lige foreløbig, og det er ofte skidt for et biotekselskab. Samtidig er forventningerne til RSV-vaccinen kølnet en del, og det smitter også negativt af på aktiekursen,« lyder det fra Thomas Bowers.

RSV er en virus i luftvejene, som stribevis af medicinalselskaber verden over har forsøgt at finde en vaccine mod. Alle har de fejlet, men i det danske biotekselskab tror man på, at den anderledes tilgang end forgængerne kan gøre forskellen.

Helt så optimistiske er en række kilder, Finans har været i kontakt med, ikke. Slet ikke når det handler om at finde en lukrativ partnerskabsaftale.

»For det første er Bavarian Nordic ikke alene. Novavax arbejder også inden for det område, og der er få potentielle købere, hvis vi antager, at både GlaxoSmithKline og Sanofi har interne lægemiddelkandidater,« vurderer medicinalanalytiker Frédéric Gomez fra Pharmium Securities.

Der er ikke rigtig noget nyhedsflow, som kan trigge noget lige foreløbig, og det er ofte skidt for et biotekselskab.

Thomas Bowers, medicinalanalytiker i Danske Bank

I Bavarian Nordic anerkender chef for IR og kommunikation Rolf Sass Sørensen, at der er udfordringer, som smitter af på ikke mindst kursudviklingen.

»Der er ikke så meget news flow i form af f.eks. afgørende nye data. Det gør, at vi er mere følsomme over for det generelle marked, uanset om det handler om Trumps handelskrig med Kina eller brexit. Det har gjort det nemt for shorterne, fordi de ikke har været bange for, at der lå en potentiel kæmpe god nyhed lige forude,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også