Erhverv
0

Dansk kæmpelandbrug taber en kvart milliard kroner

De voldsomme udbrud af svinepest i Kina har kastet den danske landbrugsgigant Scandinavian Farms ud en dyb krise. Selskabet har haft underskud på 110 mio. kr. i 2018 og venter endnu større tab i år.

Alvorlige sygdomsudbrud og frygt for svinepest har fået landbrugskoncernen Scandinavian Farms til at nedslagte hele besætningen og tømme staldene. Det medfører kæmpe tab.
Foto: arikiv

Pengene fosser ud af den danskejede landbrugsgigant Scandinavian Farms. Selskabet har haft underskud på 110 mio. kr. i 2018 og venter et minus i niveauet 150 mio. kr. i år.

Det fremgår af årsregnskabet fra Scandinavian Farms Invest, som netop er offentliggjort.

Scandinavian Farms har i løbet af de seneste syv år etableret en gigantisk svinefarm på Kinas østkyst.

Frem til 2017 havde farmen flere år med solide overskud og produktionskapaciteten var gradvist øget til 300.000 slagtesvin årligt.

I 2018 gik bunden imidlertid ud af kassen.

»Gennem et par år havde vi bøvlet med forskellige smitsomme svinesygdomme, der øgede dødeligheden og sænkede produktiviteten i vores svinebesætninger. Samtidig begyndte svinepesten at sprede sig voldsomt i området omkring vores farm, som to gange blev placeret i karantænezoner, hvilket også medførte tab. Vores egen dårlige driftsøkonomi kombineret med en stigende risiko for at få svinepest ind på farmen fik os til sidst til at nedslagte hele besætningen,« fortæller Claus Ewers, direktør i Scandinavian Farms Invest, der ejer 72 pct. af kæmpefarmen.

Ved at tømme staldene helt og foretage en såkaldt sanering håber ledelsen i Scandinavian Farms at få udryddet de sygdomme, der har spoleret farmens driftsøkonomi. Det er imidlertid en bekostelig øvelse.

I årsregnskabet fremgår det, at saneringen »medfører et besætningstab i niveauet 150 mio. kr.«, som bogføres i 2019-regnskabet.

»Vores underskud i år bliver nok i niveauet 150 mio. kr. Det bliver nødvendigt at skyde nye penge ind i selskabet for at genopbygge besætningen. Alle de nuværende aktionærer vil deltage i den proces og bidrage med deres andel. Heldigvis har vi en stærk ejerkreds, som har midlerne til at understøtte og genstarte virksomheden,« siger Claus Ewers.

De største aktionærer i Scandinavian Farms er grovvarekoncernen Sønderborg Korn med brødrene Claus og Hans Otto Ewers i spidsen.

En anden storaktionær er selskabet Thoraso, der er ejet af Hougaard-familien anført af Henrik Hougaard. Han er tidligere ejer af landbrugskoncernen Skiold, som blev solgt til en kapitalfond i 2018.

Derudover har selskaberne J.B. Møller Holding og Højvangen Private Equity aktieposter i Scandinavian Farms Invest. Også Investeringsfonden for Udviklingslande har skudt penge i Scandinavian Farms.

»Vi skal nu i gang med at genopbygge besætningen på basis af avlsdyr fra Danmark. Det er en tidkrævende proces, og vi vil formentlig først begynde at levere slagtesvin i 2021. Alligevel er vi fortrøstningsfulde, for svinepesten har efterhånden raset ud i den region, hvor farmen er placeret. Der er stort set ikke grise tilbage i området - alt er nedslagtet. Det kommer til at tage mange år at genopbygge Kinas svineproduktion, så forventningen er, at vi ser ind i lang periode med høje svinekødspriser,« siger Claus Ewers.

Kina tegner sig for halvdelen af hele verdens produktion og forbrug af svinekød. De seneste måneder har svinepesten imidlertid spredt sig som en steppebrand i det store land, hvor produktionen ventes at falde 25-35 pct. Det vil medføre et langt større behov fra import fra verdensmarkedet, hvor priserne derfor er steget eksplosivt. Også i Danmark er svineafregningen den seneste tid tordnet i vejret, hvilket sender strømme af frisk likviditet ind i dansk landbrug.

BRANCHENYT
Læs også