Erhverv
0

Skidt varsel for økonomien: Byggeriet forbereder sig på opbremsning

Byggebranchen har passeret toppen af opsvinget og kan nu se frem til en opbremsning, forventer Dansk Byggeri. Det kan være et varsel om, at dansk økonomi er på vej ned i gear, vurderer flere økonomer.

Det går støt ned ad bakke med de store offentlige anlægsinvesteringer - feks. som Femern-forbindelsen her - og det er én af årsagerne til, at byggeriets bedste tider nu ligger bag os, mener Dansk Byggeri. Foto: Lars Krabbe

Byggebranchen, som gennem tiderne har været et pejlemærke for retningen i dansk økonomi, forbereder sig på nedgang. Sådan lyder meldingen fra byggeriets førstemand, adm. direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen.

»Vi har et klart indtryk af, at byggeriet har toppet for denne gang. Jeg tror ikke, vi kigger ned i samme situation som i 2008 og 2009, men meget tyder på, at toppen rent makromæssigt ligger bag os,« lyder det fra Lars Storr-Hansen, der i marts kom med en »markant« nedskrivning af sin økonomiske prognose i forhold til den forrige seks måneder tidligere.

Han mener, at store offentlige anlægsprojekter ser ud til at falde, samtidig med at boligbyggeriet flader ud.

Hvor der på toppen af den seneste højkonjunktur var 190.000 beskæftigede i byggeriet - hvoraf næsten 25 pct. forsvandt under krisen - er der i dag 175.000. Storr-Hansen mener ikke, at vi vil se samme nedgang i beskæftigelsen som sidst.

»Jeg håber, vi kan holde det niveau uden større tilbageslag. Som det ser ud nu, tyder det på en blød landing,« tilføjer Storr-Hansen.

Helge Pedersen og Las Olsen, cheføkonomer i henholdsvis Nordea og Danske Bank, er begge enige i, at byggeriet nok har toppet. Udviklingen kan være et tegn på, at resten af økonomien også køler ned herfra, selvom der ikke er udsigt til en nedsmeltning som i 2008, vurderer de.

»Jeg er enig, at vi har set det bedste af byggeopsvinget i denne omgang, ligesom vi nok har set det bedste af det økonomiske opsving,« siger Las Olsen

Scandibyg i Løgstør er en af landets største inden for industrielt byggeri og leverer alt fra almindelige boliger og etagebyggerier til skoler og institutioner.

Der er 400 ansatte, og alene sidste år kom der 80 nye medarbejdere til. I løbet af den seneste uge har virksomheden måtte sige farvel til 28 ansatte, hvilket ifølge adm. direktør Thomas Raunsbæk skyldes, at han oplever »træg beslutningskraft« i forhold til at få godkendt projekter.

»Jeg tror, at de virksomheder, der ikke kommer i gang med den bæredygtige dagsorden, vil opleve et dyk. Jeg tror, at man må regne med at blive kørt bagud, hvis man ikke sadler om,« siger Thomas Raunsbæk.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også