Erhverv
0

65-årig bilforhandler tabte 29 mio. kr. - nu kører det igen

To dyre år og en fyret direktør senere tjener bilmanden Bjarne Nielsen igen penge på sin milliardvirksomhed.

Bjarne Nielsen har 10 bilhuse, som forhandler seks bilmærker – Ford, Mazda, Kia, Renault, Dacia og Volvo. Foto: Morten Langkilde

Selvom man langer biler for mere end 1 mia. kr. over disken, er det ikke sikkert, at man tjener penge på det. Spørg bare den 65-årige bilforhandler Bjarne Nielsen, der ejer en af landets store bilforhandlere, Bjarne Nielsen A/S.

På to år røg knap 30 mio. kr. ud af kassen, men nu er den garvede bilmand fra Herning tilbage på sporet. I 2018 tjente Bjarne Nielsen 1,5 mio. kr. efter skat - og fik dermed sat en stopper for underskuddene i sit bilhus.

»Der er i 2017 og 2018 igangsat en række initiativer som er gennemført på tilfredsstillende vis. Initiativerne har til hensigt at styrke den fremtidige indtjening i selskabet,« skriver ledelsen i det nye regnskab fra Bjarne Nielsen A/S.

Bjarne Nielsen har 10 bilhuse, som forhandler seks bilmærker – Ford, Mazda, Kia, Renault, Dacia og Volvo. I 2018 havde bilhuset en samlet omsætning på 1,1 mia. kr., hvilket var et lille fald fra året før.

Underskuddene, der ramte bilhuset i 2016 og 2017, blev ikke uden konsekvenser. Bl.a. mistede den tidligere direktør Michael Stig Nielsen jobbet.

Men nu tjener Bjarne Nielsen altså igen penge, og han forventer, at udviklingen fortsætter i 2019 med et overskud før skat i størrelsesordenen 3-6 mio. kr.

Bjarne Nielsen står selv i spidsen for sit bilhus, der ikke er det eneste herhjemme med en velkørende økonomi. Flere af landets store bilforhandlere har i disse år kronede dage som følge af det høje bilsalg og de positive konjunkturer.

Bjarne Nielsen ejer sin bilkoncern gennem et holdingselskab, der har en egenkapital på 142 mio. kr.

Ud over bilhuset af eget navn ejer Bjarne Nielsen landets største bilhus, Bilernes Hus i Silkeborg.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også