Erhverv
0

Aktivistinvestor lægger pres på Hempel-konkurrent for at splitte koncernen op

Den amerikanske malinggigant PPG, der konkurrerer med danske Hempel, bider ikke umiddelbart på en aktivistinvestors ønske om en opsplitning af selskabet.

Ledelsen i PPC afviser aktivistfonden Trian Fund Managements forslag om, at man kan forbedre forretningen ved at splitte selskabet op i to.

En ihærdig investor har sat kampen ind for at få ledelsen i den amerikanske malinggigant PPG til at splitte selskabet op i to bidder.

PPG producerer maling til både almindelige huse og til forskellige industrier, og konkurrerer dermed med den danske malingkoncern Hempel. Aktivistinvestoren Trian Fund Management mener, at de to enheder kan give mere værdi til investorerne hver for sig.

Det er ledelsen i PPG dog ikke umiddelbart enig i, skriver Wall Street Journal. Den har fået Goldman Sachs og Morgan Stanley til at undersøge sagen, og deres konklusion er, at den bedste strategi er at fortsætte med virksomheden som én enhed.

PPG har døjet med en stagnerende aktiekurs og en vigende efterspørgsel på nogle produkter, og så er de amerikanske børsmyndigheder i gang med en efterforskning af PPG’s regnskaber.

Trian Fund Management ejer omkring 2,5 pct. af PPG, der er børsnoteret i USA.

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også