Erhverv
0

Smadret til 5 stjerner: Syv nye biler imponerer i crash-test

Nyt sikkerhedsudstyr bliver standardudstyr i stadig flere nye biler - uanset prisklasse.

Euro NCAP-testen er løbende blevet skærpet - både hvad angår bilernes passive sikkerhed i sammenstød og den såkaldt aktive sikkerhed i form af udstyr, der enten undgår eller formindsker følgerne af en kollision. Foto: Euro NCAP.

Bilfabrikanterne har oppet sig, når det gælder sikkerhed. Det er konklusionen i en ny crash-test foretaget af den europæiske testorganisation Euro NCAP.

Her er der maksimale fem stjerner til alle testens syv biler, som også inkluderer en række "dansker-favoritter."

Euro NCAP har bl.a. testet en Mazda 3, Renault Clio og VW T-Cross. Og alle biler imponerer, mener FDM. Her fremhæver man bilernes sikkerhed i forskellige kollisionstest og glæder sig samtidig over, at alle de nye sikkerhedssystemer som automatisk nødbremse, vejbaneassistent og fartbegrænser er standard i alle udgaver.

»Som med al anden teknologi bliver sikkerhedssystemerne i nye biler med tiden ikke bare bedre, men også billigere. Det ses i den nye Euro NCAP-test, hvor alle systemerne i dag er standardudstyr i den nye Renault Clio, der er en minibil til omkring 130.000 kr. Hvor sikkerheden tidligere var derefter, har bilen i dag samme gode sikkerhed som dyrere og større biler. På den måde kan man sige, at sikkerheden er blevet demokratiseret,« siger FDM's repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen, til FDM's hjemmeside.

Euro NCAP-testen er løbende blevet skærpet - både hvad angår bilernes passive sikkerhed i sammenstød og den såkaldt aktive sikkerhed i form af udstyr, der enten undgår eller formindsker følgerne af en kollision.

Blandt sikkerhedssystemerne udmærker især det automatiske nødbremsesystem sig, mener FDM. Derfor er det vigtigt, at det bliver standard i flere nye biler, understreger Søren W. Rasmussen.

Blandt de øvrige biler i testen finder man også den nye elbil Audi e-tron, der trods sine 2,5 ton klarer kollisionstesten med topkarakter. Også hybriderne Toyota Corolla, Toyota RAV4 og Lexus UX er blevet testet - og fik alle fem stjerner.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også