Erhverv
0

Finans-reporter vinder advokatbranchens journalistpris

Lone Andersen modtager årets journalisthæder fra Advokatrådet for kritisk, grundig og perspektiverende journalistik om branchen.

Journalist Lone Andersen er vinder af Advokatrådets Journalistpris 2019. Foto: Stine Bidstrup

Journalist Lone Andersen, 53 år, fra Finans har modtaget advokatbranchens anerkendelse for fremragende journalistik som vinder af Advokatrådets Journalistpris 2019 for sin formidling af rets- og advokatstof igennem en årrække.

Bestyrelsen for de danske advokaters organisation fremhæver i sin begrundelse, at Lone Andersens artikler om de danske advokaters virke er »perspektiverende, seriøse, objektive og præget af en kritisk gennemgang af de faktuelle forhold«.

»Lone Andersen stiller gerne de kritiske spørgsmål, lytter og er kendt som fair i sin fremstilling af problemstillingen. Hun er dygtig til at nuancere ofte svært tilgængelige problemstillinger og har desuden en god pen,« siger Peter Fogh, formand for Advokatrådet.

Lone Andersen har skrevet for Finans siden 2014 og havde inden da igennem knap to årtier markeret sig som en fremragende reporter med ansvar for skiftende, tunge stofområder som finanssektor, medicinalindustri og makroøkonomi for bl.a. Jyllands-Posten, DR og Berlingske.

Hendes dækning af advokatbranchen har senest bl.a. omfattet en stribe artikler om advokatfirmaers etik, indtjening, arbejdsvilkår og primære forretningsområder, ligesom hun sammen med kollegaen Kristoffer Brahm over flere år har dækket sagen om den konkursramte eks-advokat Christian Harlang og fejden om Harlang-familiens fond.

»Det er en usædvanlig fortjent anerkendelse til en journalist, der personificerer ordentlighed, flid og dyb kompetence i alt, hvad hun gør. Man løber ikke om hjørner med Lone. Netop derfor nyder hun stor respekt i alle de brancher, hun har dækket, med den fair, men kritiske, tilgang, som fagets allerbedste udøvere mestrer,« siger chefredaktør Steen Rosenbak, Finans.

Ud over at holde et vågent øje med advokatbranchen har Lone Andersen på Finans ansvar for den løbende dækning af konsulent- og revisionsbrancherne samt kapitalmarkedet og har tilmed udviklet en unik indsigt i Lego og kredsen omkring erhvervsklenodiet fra Billund. Senest har hun udvidet sit virkefelt som vært på en serie nye minipodcasts, der sætter fokus på Finans’ journalistik.

Advokatrådets journalistpris uddeles hvert andet år og er finansieret af Dreyers Fond.

BRANCHENYT
Læs også