Erhverv
0

Satsede huset og sin datters opsparing - nu vælter millionerne ind

René Engskov fyrede 100 mennesker og fik medicofirmaet Sahva, som han i dag er eneejer af, på ret kurs.

René Engskov, eneejer og direktør i Sahva, der er blevet en rigtig god forretning. Foto: Stine Bidstrup. Foto: Stine Bidstrup

Den danske erhvervsmand René Engskov lagde for seks år siden alt på et bræt for at købe og redde det kriseramte medicofirma Sahva, der producerer benproteser, bandager og skoindlæg.

Det skulle vise sig at være en indbringende satsning, skriver Medwatch.

Huset, datterens børneopsparing og René Engskovs egen pension blev sat i spil, da han i 2013 købte det dengang tabsramte firma fra den tidligere ejer Tryghedsgruppen.

Nu har René Engskov fremlagt et regnskab med et tocifret millionoverskud - for femte år i træk.

»Det er en helt anden virksomhed i dag. Det er som nat og dag,« siger René Engskov til Medwatch.

Historien om René Engskovs erhvervseventyr går helt tilbage til 2009, da han startede som adm. direktør i Sahva, der dengang var ejet af Tryghedsgruppen.

Virksomheden kæmpede med underskud, og René Engskov måtte over en årrække gennemføre adskillige fyringsrunder. Hver tredje medarbejder røg ud, og samtidig fortsatte Sahva med at tabe penge.

Alligevel slog René Engskov til, da Tryghedsgruppen besluttede at skille sig af med firmaet.

»Det var i en periode, hvor jeg havde mange søvnløse nætter, og jeg valgte så at sætte alt på et bræt. Nu måtte det briste eller bære,« siger René Engskov til Medwatch.

Det viste sig, at brættet ikke bristede. Tværtimod.

Siden René Engskov købte Sahva, har virksomheden hvert år leveret millionoverskud. Sidste år voksede omsætningen til 294 mio. kr., og der stod 14,7 mio. kr. på bundlinjen.

I de kommende år forventer René Engskov, at væksten fortsætter. Han kalder det »et langt sejt træk« og siger, at han tit tænker på at undgå de fejl, som ifølge ham førte til, at Sahva i sin tid var i så dårlig en forfatning.

»Det handler om at bevare den der sult eller drive, hvor man tør disrupte tingene,« siger han til Medwatch.

Sahvas historie går helt tilbage til 1872, da pastor Hans Knudsen stiftede Samfundet og Hjemmet for Vanføre, som siden blev forkortet Sahva.

I dag har Sahva mere end 40 klinikker fordelt over hele landet og er Danmarks største udbyder af kropsbårne hjælpemidler. Selskabet beskæftiger knap 300 ansatte.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også