Erhverv

Mærsk og DSV afblæser udmagrende transportkrig: De ser en helt anden trussel

Den store trussel for speditører er ikke rederiernes strategiskifte, men fuldt digitale opkomlinge og automatisering, mener både Mærsk og DSV. En millionsatsning bringer Mærsk ind i det spil også.

Mærsk-boss Søren Skou mener ikke, at rederiernes indtog på landjorden vil udløse en krig med de etablerede speditører. Foto: Nanna Navntoft

Rederiernes forsøg på at kapre attraktiv logistikforretning på landjorden vil næppe skabe ravage hos speditørerne, lyder det både fra DSV og A.P. Møller-Mærsk.

Den store spekulation blandt branchefolk og analytikere har ellers gået på, i hvor høj grad rederiernes manøvre fra sø til land vil udfordre speditørerne på deres banehalvdel.

»Hvad end rederierne måtte gøre, vil det ikke have den helt store betydning i den kæmpestore industri, og vores langsigtede mål er ikke at konkurrere med speditionsfirmaer på at drive speditionsvirksomhed,« siger Mærsk-topchef Søren Skou.

Omtrent samme konklusion når Jens Bjørn Andersen, topchef i DSV, til. Han mener ikke, at rederierne kan hamle op med speditørernes kompetencer og vidtforgrenede netværk.

»(Rederierne) har meget store kunder, som har havn-til-havn-volumener nok selv, og som handler direkte med rederierne. Men når det gælder end-to-end-løsningerne, kan rederierne ikke konkurrere med os,« siger han.

Hvad end rederierne måtte gøre, vil det ikke have den helt store betydning i den kæmpestore industri.

Søren Skou, adm. direktør i A.P. Møller-Mærsk

Både Mærsk, det franske storrederi CMA CGM og kinesiske Cosco satser på at trænge længere ind på landjorden og udvide logistikforretningen her. Men ikke nødvendigvis på de områder, hvor speditørerne er stærke.

Derfor har begge topchefer blikket rettet mod de nye helt digitale speditører, der forsøger fuldt at automatisere og digitalisere måden, hvorpå folk får flyttet varer fra ét sted i verden til et andet. Begge topchefer forventer, at den hastige digitalisering kan presse speditionsbranchen.

»Vi investerer jo alvorlige summer i teknologi og digitalisering, og hvis man ikke gør det, kan det godt være, at man bliver udfordret,« siger Jens Bjørn Andersen.

Til trods for at Mærsk ifølge topchefen ikke vil konkurrere med speditørerne, har Mærsks venturearm, Maersk Growth, sammen med en række andre investorer lagt et trecifret millionbeløb i den fuldt digitale tyske speditør Freighthub.

»Hele den industri er under betydeligt pres af digitalisering, fordi det skaber en helt anden transparens med priserne, og det skaber behov for at investere i digitalisering med deres kunder,« siger Søren Skou.

BRANCHENYT
Læs også