Erhverv

Investeringseventyr koster lakridskonge millionunderskud

På trods af en stigende omsætning kommer Lakrids by Bülow ud af 2018 med røde tal på bundlinjen. Det er især omfattende investeringer, der koster selskabet dyrt.

Johan Bülow. PR-foto: Emil Monty Freddie.

2018 har været et dyrt år for lakridskongen Johan Bülow.

Nye investeringer i e-handel, bæredygtig produktion og flere butikker har kostet og efterladt lakridsproducenten med røde tal på bundlinjen.

Lakrids by Bülow kommer således ud af 2018 med et underskud på 3,2 mio. kr. efter flere år med flotte overskud.

Samtidig falder driftsresultatet før afskrivninger til 10,2 mio. kr. sammenlignet med 12,7 mio. kr. året før, viser selskabets årsrapport. Egenkapitalen er samtidig dykket fra 36,8 mio. kr. til 23,5 mio. kr.

Til gengæld er omsætningen steget fra 169 mio. kr. i 2017 til 189 mio. kr. sidste år, hvilket får adm. direktør i Lakrids by Bülow, Fredrik Nilsson, til at se mere optimistisk på fremtiden.

»2018 var et investeringsår, hvor vi har gennemgået den mest omfattende øvelse i virksomhedens historie med vores rebrand og bæredygtige tiltag. Derudover har vi blandt andet åbnet flagship store i Dubai Mall, der med 80 mio. turister årligt er en vigtig strategisk location. Vi kan allerede nu se, at investeringerne i 2018 har givet os mere vind i sejlene, siger Fredrik Nilsson.

Ifølge Lakrids by Bülow har første kvartal vist en »fornuftig tocifret vækst« og selskabet skønner, at 2019 står til at blive det bedste år nogensinde med vækst i både omsætning og bruttofortjeneste, samt at sidste års underskud bliver vendt til et overskud.

Lakrids by Bülow er i dag ejet af den svenske kapitalfond Valedo Partners, der sidder på 75 pct. af virksomheden. Johan Bülow, der i dag fungerer som kreativ direktør, sidder på de resterende 25 pct.

Virksomheden har i dag butikker i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Tyskland og Dubai og beskæftiger lige under 110 medarbejdere.

Lakrids by Bülow, årsregnskab 2018. Nøgletal fra regnskabet:

Mio. kr.20182017
Omsætning188,6168,9
Driftsresultat12,710,2
Egenkapital23,536,8
Årets resultat-3,22,6
10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også