Erhverv
0

Boeings ulykkesfly må blive på jorden længe endnu

Der går formentlig yderligere 10-12 uger, inden Boeings ulykkesramte flytype 737 MAX får tilladelse til at gå på vingerne.

Boeings 737 MAX bliver undersøgt på kryds og tværs efter to styrt i henholdsvis Indonesien og Etiopien. Det ventes at flytypen først får tilladelse til at gå på vingerne igen i løbet af august.
Foto: Jason Redmond / AFP.

Boeings ulykkesfly 737 MAX kommer næppe på vingerne før august.

Sådan lyder vurderingen nu fra Alexandre de Juniac, generaldirektør for flyselskabernes internationale organisation, IATA.

Boeings 737 MAX fik i marts flyveforbud i hele verden efter, at et styrt i Etiopien kostede alle 157 ombord livet. Få måneder forinden kostede et styrt med samme flytype 189 mennesker livet i Indonesien.

Ifølge Reuters venter generaldirektøren i IATA, at flytypen ikke kommer i drift de kommende 10-12 uger. Det betyder, at hundredevis af fly fra blandt andet Ryanair og Norwegian må blive på jorden helt frem til august.

Alexandre de Juniac understreger, at det i sidste ende er luftfartsmyndighederne, der afgør, hvornår flyveforbuddet kan ophæves.

IATA planlægger nu at organisere et topmøde med flyselskaber og luftfartsmyndigheder for at drøfte, hvad der skal til for at få 737 MAX tilbage på vingerne.

Ifølge Reuters har flyselskaber som United Airlines, Southwest Airlines og American Airlines allerede trukket MAX 737 flyene ud af deres trafikprogrammer frem til begyndelsen eller midten af august.

Det menes, at de to styrt med 737 MAX skyldes en softwarefejl, som under særlige omstændigheder tvinger flyets næse nedad, selv om piloterne forsøger at rette det op.

Boeing har rettet fejlen, men rettelsen skal godkendes af de amerikanske luftfartsmyndigheder, inden flyene igen kan komme i luften. Den opdaterede software skal igennem lignende godkendelsesprocesser hos luftfartsmyndighederne i blandt andet EU.

BRANCHENYT
Læs også