Pengene fosser ud af dansk fødevarekoncern
Fjerkrækoncernen HKScan Denmark har haft underskud for femte år i træk. Samlet set løber tabene op i 429 mio. kr.
Kyllingekoncernen HKScan Denmark har haft endnu et år med dundrende underskud.
Selskabet, som er Danmarks næststørste fjerkrækoncern, har netop offentliggjort et 2018-regnskab med et underskud på 84 mio. kr.
Det er femte år i træk, at HKScan Denmark har underskud, og samlet set løber tabene op i 429 mio. kr.
I regnskabets ledelsesberetning anføres det, at der har været en lille vækst i selskabets eksport, mens salget på hjemmemarkedet er mindsket lidt på grund af »voldsom priskonkurrence«.
»Salget af brandede (mærkevare, red.) produkter i detailsektoren var under pres på grund af voldsom priskonkurrence, som - sammen med højere råvarepriser og ændret salgsmix - reducerede marginerne,« lyder forklaringen i regnskabet.
Underskuddet på 84 mio. kr. markerer dog en fremgang, da de to foregående år bød på underskud på 99 og 103 mio. kr. Ifølge regnskabet skyldes fremgangen blandt andet forbedret effektivitet og lavere administrationsomkostninger. 2018-resultatet betegnes dog samlet set som utilfredsstillende.
HKScan Denmark er ejet af den børsnoterede finske fødevarekoncern HKScan. Det fremgår af regnskabet, at moderselskabet har lovet af understøtte det danske datterselskab, så det kan leve op til sine financielle forpligtelser.
Det er imidlertid ikke kun det danske selskab, som tidligere hed Rose Poultry, der volder problemer for HKScan. 2018-regnskabet fra den finske koncern udviser et underskud før skat på 435 mio. kr. og en omsætning, der falder svagt til knap 13 mia. kr.
Det fremgår, at selskabets aktiviteter i Baltikum lige har kunnet løbe rundt, mens der er været et lille overskud i Sverige, et underskud i Danmark og et stort underskud på hele 275 mio. kr. i Finland. HKScan har været igennem effektiviseringsprogrammer, som skal reducere de årlige omkostninger med 300 mio. kr. med effekt fra 2020.
Mens det volder HKScan Denmark store problemer at tjene penge på drift af kyllingeslagteri samt forædling og salg af kyllingekød, går det væsentligt bedre for selskabets største konkurrent, Danpo.
Selskabet har endnu ikke aflagt 2018-regnskab, men de fem foregående år har alle budt på overskud.
| HKScan Denmark nøgletal (mio. kr.) | |||||
|---|---|---|---|---|---|
| 2018 | 2017 | 2016 | 2015 | 2014 | |
| Omsætning | 1288 | 1273 | 1253 | 1269 | 1484 |
| Årets resultat | -84 | -99 | -103 | -63 | -80 |
| Egenkapital | 108 | 192 | 67 | 170 | 233 |


