Erhverv
0

Godsejernes selskab fik underskud

Selskabet De 5 Gaarde har for andet år i træk haft underskud. Selskabet er et samarbejde mellem fem danske godser.

Lensgreve Bendt Wedell er direktør i selskabet De 5 Gårde - et samarbejde mellem fem danske godser.

Selskabet De 5 Gaarde, der har en eksklusiv ejerkreds, kommer for andet år i træk med et regnskab, der har røde tal på bundlinjen.

De 5 Gaarde blev stiftet i 2001 som et koncept- og produktionssamarbejde mellem de 5 godser, Constantinsborg, Frijsenborg, Gyllingnæs, Schackenborg og Wedellsborg.

Blandt ejerne af selskabet er familien Holch Povlsen, som står bag modegiganten Bestseller og desuden driver østjyske Gyllingnæs og Constantinsborg. Medejer er også lensgreve Bendt Wedell med godserne Frijsenborg og Wedellsborg samt prins Joachim. Schackenborg Fonden har også en aktiepost i De 5 Gårde.

Ejerskabet af De 5 Gårde har dog ikke været nogen guldrandet forretning de seneste år. I 2017 havde seleskabet et underskud før skat på 0,5 mio. kr., og det er i 2018 fordoblet til 1 mio. kr.

I regnskabet fremgår det, at selskabets ledelse - Bendt Wedell - anser resultatet for at være utilfredsstillende. Det fremgår, at der er planlagt en række nye produkter, og forventningen er, at selskabet vil levere et overskud i år.

Varemærket De 5 Gaarde udsprang af et ønske fra ejerne om at forædle råvarerne fra gårdene til kvalitetsprodukter til en rimelig pris. De første produkter kom på hylderne i 2005, og sortimentet omfatter i dag blandt andet Frijsenborg kylling, specialøl, marmelade, honning, sennep samt brød og melblandinger.

BRANCHENYT
Læs også