Populær kørselsapp bløder millioner på ny
Gomore må notere sig endnu et underskud, hvilket ledelsen ikke er tilfreds med.
Selvom samkørsel vinder mere og mere indpas i Danmark, kniber det stadig gevaldigt med at gøre det til en god forretning.
Det må landets største samkørselsapp, Gomore, sande efter endnu et regnskab med millionunderskud.
I 2018 lød underskuddet på 5,3 mio. kr., hvilket dog er en forbedring i forhold til forrige år, hvor underskuddet løb op i 11,8 mio. kr.
Men selv om Gomore har opbygget en solid kundebase med et stykke over to millioner brugere i fem lande, er forretningen altså fortsat ikke lønsom.
Det skyldes især, at Gomore forsøger at slå sig fast i med både samkørsel, biludlejning og leasing i Frankrig og Spanien. Og det koster.
»Lige nu arbejder vi os op fra bunden i Frankrig, men vi vil gerne nå 2 mio. medlemmer i Frankrig inden udløbet af 2021,« sagde medstifter Matias Dalsgaard til Børsen, da Gomore fik en investering på 37,5 mio. kr. fra den franske forsikringskæmpe Macif i 2017.
Men trods den dyre vækstrejse, som Gomore er på, karakteriserede Gomore-ledelsen det nye underskud som »mindre tilfredsstillende« i regnskabet.
Ideen til en samkørselsplatform opstod allerede tilbage i 2005, da kammeraterne Matias Dalsgaard og Søren Riis startede Gomore op som et hobbyprojekt.
Det var først i 2014, at hobbyprojektet blev til en seriøst virksomhed, og siden har de to kammerater tiltrukket flere store investorer - bl.a. Just Eat-stifteren Jesper Buch, som stadig er medejer.
Til trods for at underskuddene hopper sig op i Gomore, er værdisætningen af selskabet tårnhøj.
Da den franske forsikringskæmpe Macif i 2017 købte knap 10 pct. af Gomore, måtte franskmændene af med 5 mio. euro. Det betyder, at Gomore dengang var værdisat til et sted mellem 375 og 400 mio. kr.


