Erhverv
0

Novozymes: Vi regner stadig med betydelig vækst i andet halvår

Novozymes' adm. direktør Peder Holk Nielsen. Foto: Stine Bidstrup

Langt henad vejen går det godt med de områder, som Novozymes selv er i stand til at kontrollere, men kompliceret vejr i det amerikanske midtvesten og udfordringer på udviklingsmarkeder som Mellemøsten og Nordafrika har sat en kæp i hjulet for væksten, hvilket torsdag aften fik selskabet til at nedjustere for anden gang i indeværende år.

For andet halvår venter Novozymes' administrerende direktør, Peder Holk, at selskabet for alvor skal indhente det tabte.

- Blandt andet forventer vi stadig en kraftig øgning i vores salg af household-care - altså vaskemidler - med nye produkter, som det her friskhedsprodukt, som skal give betydelig vækst i andet halvår. Der er også andre innovationer, vi har lanceret i første kvartal, som for eksempel et produkt til majsforarbejdning i Kina, som også vil give god vækst.

Hvis det øgede salg, som I regner med i andet halvår, ikke kaster det ønskede af sig, hvilke andre knapper har I så at skrue på?

- Det gør det. Men det er klart, at vi har hele tiden sagt, at en meget stor del af væksten skulle komme i tredje og fjerde kvartal. Når vi ligger med minus 2 pct. organisk vækst, efter at vi har lukket bøgerne for maj, og vi forventer 1-3 pct. for hele året, så skal der betydelig vækst ind i tredje og fjerde kvartal, og det regner vi bestemt med sker.

Han kan godt forstå, hvis investorerne er udfordret på tilliden efter den anden nedjustering inden for to måneder, men det bedste, Novozymes kan gøre, er at forklare aktionærerne om den virkelighed, som selskabet opererer i, understreger topchefen.

Novozymes holder kapitalmarkedsdag mandag den 17. juni, og her vil direktøren også berette nærmere om, hvordan selskabet skal investere i fremtiden.

- Det er klart, at når vi skruer ned på væksten, må vi også trimme omkostningerne. Men det store billede, om hvordan vi investerer i vores fremtid, og hvordan vi får råd til at gøre det, vil jeg vente med at tale om til den 17. juni, siger Peder Holk.

Novozymes-aktien falder fredag formiddag 7,5 pct. til 303,30 kr.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også