Erhverv
0

Trods millionunderskud: Kapitalfondskonge forgylder sig selv

På trods af et betydeligt underskud sidste år fortsætter Christian Frigast, formand i kapitalfonden Axcel, med at trække millioner ud af sit personlige selskab, viser nyt regnskab.

Christian Frigast, bestyrelsesformand i Axcel Management. Arkivfoto: Axcel/PR.

Selvom hans personlige selskab kom ud af 2018 med røde tal på bundlinjen, fortsætter Christian Frigast, formand for Danmarks største kapitalfond Axcel, med at trække millioner ud til sig selv.

Årsregnskabet fra Frigast A/S viser, at kapitalfondskongen har trukket 35 mio. kr. i ekstraordinært udbytte ud af sit selskab, selv om bundlinjen viser et underskud på knap 18 mio. kr.

Både udbytte og underskud  - hvilket tilsammen er knap 53 mio. kr. - bliver dækket af den svulmende pengetank i Frigast A/S, hvor egenkapitalen ved udgangen af 2018 talte knap 600 mio. kr.

Dermed fortsætter Christian Frigast med at trække millioner ud til sig selv.

Sidste år, hvor Frigast A/S landede et overskud på knap 61 mio. kr. trak Christian Frigast 18 mio. kr. ud af selskabet.

Ifølge Berlingske har Christian Frigast i perioden 2014–2017 samlet trukket 108 mio. kr. ud af sit personlige selskab, og medregnet sidste års udbytte er det samlede beløb nu på omkring 143 mio. kr.

Christian Frigast var med til at grundlægge Axcel i midten af 1990’erne, og kapitalfonden voksede hurtigt til en af de største i både Danmark og resten af Norden med Christian Frigast ved roret.

Han trak sig som daglig leder ved udgangen af 2015 og har siden fungeret som formand for Axcel Management, selskabet bag Axcel.

I foråret blev Christian Frigast desuden udpeget til ny formand for brancheforeningen for venture- og kapitalfonde samt business angels, DVCA.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også