Erhverv
0

Svinepest i Asien giver jackpot: Eksportrekord og milliardregn over landbruget

Voldsomme udbrud af svinepest i Asien løfter fødevarepriserne i hele verden. Dansk landbrug har udsigt til rekordeksport, og svineproducenterne får over 3 mia. kr. ekstra i kassen.

Efter voldsomme udbrud af svinepest stiger Kinas import af kød eksplosivt. Det giver jackpot hos danske slagterier og landmænd. Foto: Gregers Tycho

Svinepest spreder sig som en steppebrand i Asien, hvor op mod 200 mio. svin ventes at dø af sygdommen i år. Det skaber et gigantisk importbehov, som udløser prisstigninger på hele verdensmarkedet. Det vil allerede i år løfte den danske fødevaresektors eksport til det højeste niveau nogensinde, vurderer Landbrug & Fødevarer, L&F.

Prisstigningerne ventes at forplante sig til alle typer af kød, men på kort sigt er det de danske svineproducenter, der får den i særklasse største jackpot.

L&F har netop opdateret prognosen for svinekødsnoteringen i 2019 og 2020, og der er tale om den største opjustering i nyere tid. Den forventede gennemsnitspris pr. kilo hæves med 1,22 kr. i år og 1,00 kr. næste år.

Opjusteringen svarer til, at værdien af landmændenes produktion af slagtesvin hæves med omkring 1,8 mia. kr. i år og 1,5 mia. kr. næste år. Dertil kommer, at prisen på de millioner af smågrise, der eksporteres levende, også stiger eksplosivt.

»Det er helt entydigt den hastige spredning af svinepest i Kina og det øvrige Asien, der er forklaringen på, at prognosen opskrives,« oplyser markedsanalytiker Karsten Flemin, L&F.

Halvdelen af verdens produktion af grise finder sted i Kina, og her er svinebestanden på kort tid styrtdykket med 21 pct., fordi millioner af syge grise nedslagtes.

Den hollandske storbank Rabobank skønner, at Kinas svineproduktion i år vil falde 25-35 pct. Det svarer til, at 15 pct. af den globale produktion udraderes, og sygdommen har nu også spredt sig til nabolande som Vietnam, hvor over 2 mio. grise er aflivet.

Kina har i april øget importen af svinekød med 24 pct., mens importen af fjerkrækød og oksekød er øget henholdsvis 62 pct. og 75 pct. Den øgende kinesiske import løfter priserne på hele verdensmarkedet, og lande som Vietnam ventes også at skrue op for importen de kommende måneder.

»Det helt store boom i de asiatiske landes import vil vi formentlig først se i juli. Lige nu har man i Kina travlt med at nedslagte svinebesætninger og tømme svinekødslagrene, hvilket midlertidigt skaber et stort udbud,« forklarer Karsten Flemin.

Det er rene smittebomber, og sygdommen spreder sig hastigt til Kinas nabolande.

John Jensen, markedsanalytiker

Rabobank venter, at 150-200 mio. grise dør som følge af udbruddene af svinepest i Kina. Dertil kommer, at mange besætninger – af frygt for sygdommen – nedslagtes forebyggende.

»Der er slet ikke styr på smittespredningen i Kina endnu. Der er utallige mikroproducenter med enkelte grise, som fodres med madfald og senere omsættes levende på små markeder. Det er rene smittebomber, og sygdommen spreder sig hastigt til Kinas nabolande. Det vil tage minimum to-tre år – og formentlig længere – at få det under kontrol og genopbygge produktionen,« vurderer markedsanalytiker John Jensen fra AgroMarkets.

I Landbrug & Fødevarer forudser cheføkonom Frank Øland, at Kinas voksende importbehov vil løfte verdensmarkedsprisen på ikke alene svinekød, men også fjerkrækød, oksekød og muligvis mejerivarer.

»Som verden ser ud lige nu, er det temmelig sikkert, at fødevareklyngens eksport i år vil stige til det højeste niveau nogensinde,« vurderer Frank Øland.

Kim Heiselberg, formand i Landsforeningen af Danske Svineproducenter, betegner det som forrygende, at der er udsigt til stærkt stigende svinekødspriser.

»Og det bedste er, at prisen ser ud til at blive på et højt niveau i en lang periode. Vi har i den grad brug for en lang, solid højkonjunktur, for vores sektor er presset af en stor gæld efter en række kriseår.«

BRANCHENYT
Læs også