Proløn styrer løn for tusindvis af danskere – nu er selskabet solgt: »Jeg kan slet ikke få armene ned«
Det danske selskab Proløn er blevet solgt til det norske it-selskab Visma.
Det succesfulde lønfirma Proløn er blevet solgt til den opkøbshungrende norske it-koncern Visma. Salget kommer cirka fem år efter, at Maj Invests kapitalfond købte sig til en aktiemajoritet i selskabet.
Proløn med hovedsæde i Randers blev grundlagt for mere end 30 år siden, og virksomheden står i dag bag de lønsystemer, der producerer lønsedler for cirka 130.000 danskere.
I forbindelse med handlen sælger Maj Invest Equitys fond 4 sin ejerandel på 75 pct. af Proløn. Den resterende del af Proløn har indtil handlen med Visma været ejet af virksomhedens oprindelige ejer og nuværende ledelse.
»Vi har rykket virksomheden rigtigt pænt i den periode. Den kan stadig vokse, men de store skridt, som vi ville tage med Proløn, har vi taget. Holdt sammen med at markedet er for at sælge, gav det god mening at sælge,« siger Niels Toft, partner i Maj Invest Equity.
Maj Invest Equity købte sig ind i Proløn i 2014.
»Det, der igangsatte det, var, at vi rakte ud til hovedejeren. Vi syntes, at det var en interessant virksomhed, og det passede sammen med et generationsskifte,« siger Niels Toft.
»Vi så, at det var et rigtigt godt produkt, som var en kombination af systemet og en virkelig god kundeservice. Men til gengæld var væksten i forretningen stille og roligt faldet. Vi mente, at der var mulighed for at få den til at vokse noget mere. Det krævede, at der skulle tilføres folk og nogle kompetencer, og så skulle vi også investere i produktet,« siger Niels Toft.
Hverken sælgerne eller køberne vil oplyse prisen, men i Maj Invest Equity er man mere end tilfreds.
»Det har været en god investering, og det er ikke nogen hemmelighed, at den har været bedre, end vi oprindeligt regnede med,« siger Niels Toft.
I Proløn er man også mere end tilfreds.
»Jeg kan slet ikke få armene ned. Når man er ejet af en kapitalfond, ved man, at man er til salg. Siden jeg tiltrådte, har jeg sagt til medarbejderne, at vi skulle lære at være afslappede omkring, at vi var til salg. Og det var vi i princippet hele tiden, for hvis der kommer nogen forbi, som vil betale den rigtige pris, bliver man solgt,« siger Finn Conradsen, adm. direktør i Proløn.
Finn Conradsen kom til som adm. direktør i Proløn i 2015, og siden da er selskabet vokset.
Siden handlen i 2014 har væksten ifølge Maj Invest Equity ligget mellem 6 og 10 pct. om året. Selskabet har nu 11.000 kunder i stedet for 9.000, og antallet af medarbejdere er gået fra 18 til 31.
»Det har været en hektisk rejse, hvor vi er gået fra en lokal virksomhed i Randers til at være i top tre over lønvirksomheder i Danmark. Vi er løftet til et niveau, hvor vi er klar til Visma,« siger Finn Conradsen.
Visma købte alene i 2018 hele 18 virksomheder på globalt plan. Heraf var de to danske - nemlig webbureauet Co3 og konsulenthuset Kapacity.
Visma havde i 2018 en omsætning på 11,4 mia. norske kr. og beskæftigede cirka 9.500 medarbejdere.
»Medarbejderne blev informeret onsdag, og vi er alle rigtigt glade for, at det er blevet Visma. Det er ikke noget, jeg siger, bare fordi det er vores nye ejer. Det er noget, jeg siger, fordi Vismas model for at købe virksomheder og drive dem videre er meget sympatisk,« siger Finn Conradsen.
»Visma har en model, hvor de i bund og grund driver virksomhederne videre med samme medarbejdere, ledelse og lokation. Det gør, at beslutningskraften ligger der, hvor kunderne er. Det er hele Vismas tankegang, og det har været enormt succesfuldt,« siger Finn Conradsen.