Erhverv

Novo-komet klar til afgørende eksamen: Nyt ledelsesvåben viser vejen

Medicinalkoncernen nærmer sig en godkendelse af ny pille, der over natten vil sende Novo Nordisk ind på et 200 mia. kr. marked. Udfordringen bliver ikke at glemme resten af forretningen.

Camilla Sylvest har gjort kometkarriere i Novo Nordisk, hvor hun begyndte som trainee. I dag sidder hun i koncerndirektionen og har bl.a. det globale ansvar for prissætning af Novo Nordisks lægemidler og den overordnede kommercielle strategi. Foto: Charlotte de la Fuente

Med mindre topstyring som det nye ledelsesvåben har Novo Nordisk med koncerndirektør Camilla Sylvest i spidsen genvundet succesformlen på det helt rigtige tidspunkt.

Historierne om tabte markedsandele og nyt forestående prispres på det altafgørende medicinmarked i USA er blevet erstattet af fornyet optimisme, hvilket ikke mindst skyldes diabetesmidlet Ozempic, der af Bank of America kaldes den mest succesfulde lancering af et diabetesmiddel i nye tid.

Det værste, der kan ske, er, hvis vi lander mellem to stole, hvor vi ikke får fokuseret.

Camilla Sylvest, koncerndirektør i Novo Nordisk

Hovedarkitekten bag er Camilla Sylvest, koncerndirektør i Novo Nordisk med ansvar for Commercial Strategy & Corporate Affairs.

»Mange lande har fået vendt udviklingen i markedsandele, fordi de har fået lov til at gøre det på deres egen måde i deres egen rækkefølge. Det betyder ikke, at der er frit valg på alle hylder, men det er ikke længere så topstyret, selvom vi på hovedkontoret selvfølgelig spiller en afgørende rolle i forhold til forberedelsen af nye lanceringer på de store markeder som f.eks. USA,« siger Camilla Sylvest.

Nu står Novo Nordisk over for snart at skulle sende diabetesmidlet Semaglutid på markedet i pilleform og dermed få adgang til et 200 mia. kr. stort marked. Analytikerne forventer i gennemsnit, at pillen vil sælge for næsten 25 mia. kr. efter fem år på markedet.

Blå bog: Camilla Sylvest
  • 2017-i dag, koncerndirektør, Commercial Strategy & Corporate Affairs, Novo Nordisk
  • 2015-2017, SVP, chef for Kina, Novo Nordisk
  • 2013-2015, CVP, chef for Oceanien og Sydøstasien, Novo Nordisk
  • 2011-2013, landechef i Tyskland, Novo Nordisk
  • 2010-2011, landechef i Danmark, Norge og Island, Novo Nordisk
  • 2008-2010, landechef i Danmark og Island, Novo Nordisk
  • 2003-2008, VP, salg og marketing i Schweiz, Novo Nordisk
  • 2002-2003, koncerndirektionsassistent, Novo Nordisk
  • 2000-2002, marketingmanager, Novo Nordisk
  • 1997-1999, projektmanager, Novo Nordisk
  • 1996-1997, trainee, Novo Nordisk.
  • 1992-1996, diverse job uden for Novo Nordisk
Privat er Camilla Sylvest gift med Henning Therkelsen. Sammen har de to børn. Hun er uddannet cand.oecon. fra Syddansk Universitet og har derudover gennemført en MBA i København.

For Camilla Sylvest handler det om at flytte pengene fra det, der drev væksten, til det der kommer til at drive væksten.

»Det værste, der kan ske, er, hvis vi lander mellem to stole, hvor vi ikke får fokuseret. Så skabes der forvirring om, hvad vi gerne vil, og derfor har vi været meget tydelige internt i organisation om, hvad der skal fokuseres på hvornår.«

Succesen er noget, der bliver lagt mærke til i investormiljøet.

»Novo Nordisk er over de seneste år blevet langt dygtigere til at lancere og markedsføre lægemidler, hvilket er tydeligt med Ozempic, der kører rigtig godt,« siger Rune Majlund Dahl, analytiker i DNB Markets.

Hos ABG Sundal Collier er analytiker Jannick Lindegaard Denholt på bølgelængde.

»Man er begyndt at se, at Novo Nordisk virkelig høster frugterne af, at selskabet de seneste par år har styrket den kommercielle eksekvering og derved får mere ud af den samlede produktportefølje ved at markedsføre lægemidler ud fra en ”market fit”-model fremfor den tidligere ”one size fits all”-model,« siger han.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også