Erhverv
0

Nets-formand forsvarer udskældt aktieprogram: »Det er ikke en gratis omgang«

Formanden for Nets mener, at et lukrativt aktieprogram til Nets-chefer er blevet misforstået.

Stefan Götz, partner i Hellman & Friedman og formand for Nets.

Formanden for den udskældte betalingstjeneste Nets, Stefan Götz, tager nu til genmæle efter flere ugers kritik af et aktieprogram, som potentielt kan sikre en gruppe Nets-chefer 7 mia. kr.

Det sker i et interview med Berlingske.

I slutningen af maj afslørede Børsen, at Nets’ nye ejere, den amerikanske kapitalfond Hellman & Friedman, har givet omkring 60 Nets-chefer muligheden for at investere i et nyt incitamentsprogram.

Det kan ifølge Børsens beregning sikre medarbejderne en gevinst på 7 mia. kr., hvis det går rigtig godt med at øge værdien af Nets over de kommende år.

Men ifølge Stefan Götz er det lukrative aktieprogram blevet misforstået.

»De syv milliarder er ikke det realistiske scenarie, det er et ønskescenarie. Det ville kræve et afkast på vores investering, hvor det kom tre en halv gange tilbage igen. Det er ikke et realistisk scenarie,« siger Stefan Götz til Berlingske.

Han understreger samtidig, at der ikke er tale om en risikofri investering fra de Nets-chefer, som er med i aktieprogrammet.

»Medarbejderne bliver bedt om at tage signifikante risici for deres egen penge. Det er ikke en gratis omgang,« siger Stefan Götz til Berlingske.

Incitamentsprogrammet i Nets har vakt stor opsigt, ikke mindst fordi det er anden gang, at Nets kommer i søgelyset på grund af lønpakker, der overstiger alle normer i dansk erhvervsliv.

Da ATP sammen med kapitalfondene Advent og Bain i 2016 børsnoterede Nets, udløste det en usædvanlig gunstig lønpakke til 70 Nets-medarbejdere. Nogle af dem fik deres indskud 140 gange igen, og topchef Bo Nilsson scorede alene over 600 mio. kr.

Med det nye aktieprogram kan Bo Nilsson alene tjene op mod 1,9 mia. kr., viser Børsens beregninger.

Både politikere, erhvervsfolk og investorer har kraftigt kritiseret Nets-programmet. Det er blevet kaldt både vildt og vanvittigt, og selv brancheforeningen for danske kapitalfonde, DVCA, har opfordret Nets til at genoverveje programmet.

»Det er vigtigt for danske pensionskasser og andre investorer, at man kan tilbyde ledelser at investere egne penge via aktieprogrammer, for at der skabes afkast til alle. Men ordningerne må ikke stikke af, som tilfældet tilsyneladende er her. Det smitter af på hele det danske investormiljø,« har DVCA-formand Christian Frigast udtalt.

BRANCHENYT
Læs også