Erhverv
0

Ægtepar bag dansk møbelsucces har fart på

Sofakompagniet øger omsætningen med 25 pct. og vil åbne flere butikker.

Cathrine Rudolph og Christian Rudolph, stifterne af møbelselskabet Sofakompagniet. PR-foto.

Sofakompagniet har stor succes med at sælge sofaer både herhjemme og i udlandet.

Salget er steget markant, og det ventes at fortsætte i takt med at selskabet åbner nye butikker og showrooms i flere lande i Europa.

Selskabet øgede sidste år omsætningen med 25 pct., og driftsresultatet endte på 14,8 mio. kr.

Sofakompagniet har i løbet af 2018 åbnet 8 nye showrooms i en række forskellige lande i Europa, så virksomheden samlet havde 22 showrooms i 10 forskellige lande ved årets udgang. Flere er på vej.

»Jeg er stolt af, at vi fortsætter den globale vækstrejse. Vores koncept med at tilbyde smukt dansk design, i en kvalitet som er langt højere end prisen og leveret direkte til forbrugerne uden fordyrende mellemled, har virkelig bevist sit værd,« siger Henrik Andersen, adm. direktør i Sofakompagniet.

For at understøtte væksten, er antallet af medarbejdere øget væsentligt i koncernens internationale hovedkontor i Ringsted samt i de lokale salgsselskaber.

Sofakompagniet er en del af Sofaco Holding, der består af to driftsselskaber. Sofakompagniet ApS sælger møbler til privatkunder, mens Scandinavian Design International ApS sælger møbler til det professionelle marked. Begge har haft en markant omsætningsfremgang.

Ledelsen er tilfreds med den positive udvikling, og forventningerne til 2019 er, at omsætningen fortsat øges.

BRANCHENYT
Læs også