Erhverv

Fleming Grunnet og hans to døtre nærmer sig milliarden

Familien Grunnet handler med plast og virksomheder og jonglerer på de finansielle markeder. Med en pæn fortjeneste.

Fleming Grunnet ejer en fjerdedel af plastkoncernen Inter Primo. Resten er er fordelt mellem hans to døtre. Foto: Casper Holmenlund Christensen.

En driftig erhvervsfamilie fra den lille stationsby Tistrup nord for Varde har stor succes med at sælge plastlister, investere i virksomheder og handle med værdipapirer. Faktisk så stor succes, at familien på papiret nu er god for næsten 1 mia. kr. Fabrikanten Fleming Grunnet og hans to døtre står bag landets største plastkoncern Inter Primo. Derudover køber og sælger familien virksomheder og spekulerer på de finansielle markeder. Det er en god forretning, viser to nye regnskaber fra familiens holdingselskab, Primo Holding A/S, og investeringsselskabet Genua A/S.

Sidste år indbragte plast og aktier den i forvejen velhavende familie knap 40 mio. kr. Samtidig kunne Fleming Grunnets ene datter, Mette Grunnet, sætte 36 mio. kr. ind på kontoen i investeringsselskabet Genua, som hun fik overdraget af sin far i 2011.

De store overskud betyder, at egenkapitalen i Grunnet-familiens to selskaber nu er tæt på at runde 1 mia. kr.

Det var imidlertid ikke på aktiemarkederne, at Fleming Grunnet og hans døtre i 2018 hentede deres gevinster. Faktisk blev det til et tab på 14,2 mio. kr. som følge af de fald, der ramte aktiemarkeder verden over.

Tabet blev dog opvejet af indtjeningen i plastkoncernen Inter Primo, der er det suverænt største aktiv i familiens forretningsimperium.

Det var Fleming Grunnets far, der grundlagde Inter Primo i 1959. I dag ejer Fleming Grunnet en fjerdedel af virksomheden, som har næsten 800 ansatte. Resten af aktierne er fordelt mellem døtrene Mette og Dorte Grunnet.

Formuen på næsten 1 mia. kr. og den store succes med at sælge plastprodukter til industrien står i skærende kontrast til Grunnet-familiens situation under finanskrisen.

Da havnede Inter Primo i et voldsomt stormvejr med store underskud og nedskæringer. Fleming Grunnet måtte afskedige en tredjedel af koncernens ansatte, men i dag tjener Inter Primo flere penge end før finanskrisen - og har flere ansatte.

Fleming Grunnet er i dag formand i Inter Primo.

BRANCHENYT
Læs også