Lilly og Boehringer får håndsrækning fra FDA til hjertemiddel
/ritzau/FINANS
Eli Lilly og partneren Boehringer Ingelheim har fået fast track status i USA med mulighed for en fremskyndet behandling af en ansøgning om markedsføringstilladelse af lægemidlet Empagliflozin til behandling af patienter med kronisk svigtende hjertefunktion.
Det fremgår af en fælles meddelelse.
I forvejen markedsføres Empagliflozin, under navnet Jardiance, til behandling af type 2-diabetes.
Omkring 26 mio. mennesker på verdensplan, heraf 6,5 mio. mennesker i USA, lider af kronisk svigtende hjertefunktion, der er en tilstand, hvor hjertet ikke kan pumpe nok blod rundt i kroppen, oplyser Eli Lilly og Boehringer.
Eli Lilly og Boehringer er i færd med at gennemføre et fase 3 program, der undersøger Empagliflozins effekt på hjertepatienterne.


