Airbnb tilbyder nu slotte og private øer
Boligportalen bevæger sig ind i den meget dyre ende af udlejningsmarkedet med nyt site.
Boligportalen Airbnb er mest kendt for at tilbyde boliger til rimelige priser i konkurrence med hoteller. Men nu vil portalen også tilbyde boliger i den helt dyre ende.
Derfor har selskabet bag lanceret Airbnb Luxe med flere end 2000 tilmeldte boliger. Her ligger gennemsnitsprisen på omkring 2000 dollars pr. nat (ca. 13.000 kr.), skriver CNBC.
Det nye site omfatter blandt andet en hel middelalderby i Italien med plads til 44 personer og et hjem i Punta Mita i Mexico. Priserne er henholdsvis 23.140 dollars og 60.410 dollars pr. nat.
Ifølge Airbnb skal hvert sted opfylde mindst 300 luksuskriterier for at leve op til den nye standard. Det kan bl.a. omfatte nye og sjældne funktioner, et køkken på køkkenchef niveau og førsteklasses materialer.
Boligerne er desuden blevet bedømt ud fra deres beliggenhed, omgivelser og de servicefunktioner, der kan tilkøbes - køkkenchef, chauffør og mulighed for en butler.
»Med Airbnb Luxe anvender vi den samme tilgang, vi har brugt, siden vi lancerede Airbnb for mere end 11 år siden. Det vil sige, at vi vil skabe lokale, autentiske og magiske rejseoplevelser og nu også på fantastiske steder at bo. Vi vil genskabe den måde folk tænker og oplever luksusrejser på,« lyder det fra Airbnb-medstifter og topchef Brian Chesky i en pressemeddelelse.
Sidste år steg antallet af udlejede boliger med en pris på over 1000 dollars pr. nat med mere end 60 pct. hos Airbnb.
Ifølge en rapport fra februar, fra det amerikanske analysefirma Analytical Research Cognizance, vil det globale marked for luksusrejser stige til 8,5 mia. dollars mod forventet 5,2 mia. dollars i år.
Lanceringen af Airbnb Luxe sker efter, selskabet i 2017 købte Luxury Retreats, der er specialiseret i rejser i den dyre ende.