Erhverv

Avis: Lego-familiens pengetank vil tilbagekøbe Legoland

Financial Times skriver, at Lego-familiens pengetank vil tilbagekøbe Legoland.
Foto: Tanja Carstens Lund

Kirkbi er sammen med kapitalfond ved at strikke købstilbud sammen på Merlin Entertainments, skriver avis.

Lego-familiens pengetank, Kirkbi, er ifølge Financial Times tæt på at afgive et købstilbud på Merlin Entertainments sammen med kapitalfonden Blackstone og et canadisk pensionsselskab.

Det oplyser flere personer med kendskab til sagen til Financial Times.

Kirkbi har i forvejen en ejerandel i Merlin Entertainments, der blandt andet driver otte Legoland-parker verden over.

Sådan hænger Lego sammen med Merlin Entertainments

Den danske legetøjsgigant Lego solgte tilbage i 2005 Legoland til Merlin Entertainments.

Merlin Entertainments er en af verdens absolut største ejere og operatører af forlystelsesparker.

Her kan du læse, hvordan de to parter hører sammen:

* Lego solgte Legoland, som dengang talte fire parker, til Merlin Entertainments i 2005 for 2,8 milliarder kroner.

* Salget skete for at give Legoland-parkerne ejere med ekspertise inden for forlystelsesparker og for at lade Lego fokusere på kerneforretningen.

* Familien Kirk Kristiansen, som står bag Lego, har stadig en andel i parkerne.

* Familien ejer gennem investeringsselskabet Kirkbi 29,8 procent af Merlin Entertainments, som driver temaparkerne med det verdenskendte legetøj.

* Merlin Entertainments driver 127 attraktioner, som er fordelt på 25 lande og 4 kontinenter.

* Der er i dag otte Legoland-parker verden over - den originale i Billund, en i Storbritannien, en i Tyskland, to i USA, en i Malaysia, en i Dubai og den nyeste i Japan, der åbnede i april i 2017.

* En park i Sydkorea er på vej og åbner formentlig i 2022. En park i New York skal efter planen åbne i 2020.

* Merlin undersøger derudover muligheden for at åbne nye parker i Kina.

* Ud over Legoland driver selskabet ni forskellige brands - blandt andet Sea Life, Alton Towers og Madame Tussauds.

* Senest har Merlin Entertainments åbnet nye typer af parker - blandt andet "Peppa Pig World of Play" og "Bear Grylls Adventure".

* Også de nyere indendørs legecentre med Lego-tema, Legoland Discovery Centre, ejes af Merlin Entertainments.

Kilder: Merlin Entertainments, Kirkbi

En handel kan muligvis blive offentliggjort så tidligt som fredag morgen, skriver den britiske finansavis natten til fredag.

Financial Times har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Merlin, Kirkbi og Blackstone.

Handlen ventes at løbe op i seks milliarder pund. Det svarer til 49,9 milliarder kroner.

Købstilbuddet ventes at lyde på 460 pence per aktie. Torsdag lukkede Merlin-aktien i kurs 395 pence.

Dermed er Kirkbi og de to andre investorer indstillet på at betale en overkurs på cirka 18 procent eller 4,7 milliarder pund for samtlige aktier.

Merlin har en nettogæld på omkring 1,2 milliarder pund, og dermed ender den samlede sum tæt på seks milliarder pund.

Det fremgår ikke af Financial Times, hvordan køberne har tænkt sig at fordele ejerskabet af Merlin.

Lego solgte i 2005 Legoland, som dengang talte fire forlystelsesparker, til Merlin Entertainments.

Men Kirk-familien, som ejer Lego, gav ikke helt slip på forlystelserne.

Kirkbi sikrede sig 30 procent af aktierne i Merlin Entertainments, der siden 2013 har været noteret på børsen i London.

Ud over otte temaparker under navnet Legoland driver Merlin 11 forskellige brands. Det er blandt andet Sea Life, Alton Towers og Madame Tussauds.

I det seneste regnskabsår havde Merlin en omsætning på 1,7 milliarder pund og et overskud før skat på 285 millioner pund. Legoland-delen omsatte for 637 millioner pund.

Kirkbi ejer blandt meget andet 75 procent af legetøjsproducenten Lego.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også