Erhverv

Fartglad bilmand har igen brændt nallerne

Johnny Laursen importerer hurtige biler og har en formue i aktier og ejendomme. Ikke alt med lige stor succes.

Johnny Laursen grundlagde sin formue i 2009, da han solgte magasinforlaget Benjamin Media til Bonnier-koncernen. Foto: Finn Frandsen.

Det er en dyr forretning for den danske erhvervsmand Johnny Laursen at spekulere på de finansielle markeder.

På tre år har Johnny Laursen sat knap 150 mio. kr. af sin formue til. Det viser et nyt regnskab fra hans private koncern, der udover at investere i ejendomme handler med biler og værdipapirer.

Sidste år blev Johnny Laursen 33 mio. kr. fattigere. Det skyldes primært tab på de finansielle markeder, fremgår det. Kigger man på Johnny Laursens øvrige aktiviteter, havde han faktisk overskud.

Den fart- og bilglade erhvervsmand grundlagde sin formue i 2009, da han solgte magasinforlaget Benjamin Media til Bonnier-koncernen. Salget indbragte Johnny Laursen et trecifret millionbeløb, og få år senere, i 2013, trådte han ind som nummer 98 på Berlingskes liste over landets rigeste.

Dengang stod der cirka 800 mio. kr. i hans private selskab. Nu er egenkapitalen skrumpet til 590 mio. kr.

Kærligheden til biler går igen, når man læser historien om den 54-årige Johnny Laursens vej fra ydmyg magasinmand til mangemillionær. I dag er han mest kendt for at eje virksomheden Formula Automobile, som importerer og sælger Ferrari og Maserati herhjemme.

»Det er kunst på hjul. Den dag, en ny bil ikke længere giver mig stor glæde, vil jeg nødig opleve. Så er der ikke meget liv i mig længere,« fortalte Johnny Laursen i et interview med Berlingske i 2014.

Selv har Johnny Laursen deltaget i Le Mans og har kørt adskillige andre racerløb. Han stiftede desuden Bilbasen i 1998 sammen med Karsten Ree, der dog senere købte Johnny Laursen ud af virksomheden.

BRANCHENYT
Læs også