0

Nye supervindmøller udkonkurrerer fossile kraftværker: Billig vindenergi har potentiale til at revolutionere den grønne omstilling

Den næste generation af vindmøller sender prisen på grøn energi så langt ned, at de udkonkurrerer kul- og gasfyrede kraftværker på størstedelen af kloden. Det kan kickstarte markedet for landvind.

Vindmøller og solceller udkonkurrerer kul- og gaskraftværker på størstedelen af kloden i dag. Næste generation af møller, som er lige på trapperne, vil forskubbe balancen yderligere og kan sætte fut i væksten inden for bl.a. landvind. Foto: JP

En helt ny generation af super effektive vindmøller, som er op til 250 meter høje, er lige på trapperne, og når de lander, kan de kickstarte det globale marked for landvind.

Det forudser Knud-Erik Andersen, adm. direktør for European Energy, som bygger vind- og solparker globalt og så småt er ved at være en milliardforretning.

Vindenergi
  • Vindenergi er en af de mest udbredte former for vedvarende energi i Danmark.
  • Samtidig er vindenergi dén vedvarende energiform, der er kommet længst i forhold til at være konkurrencedygtig over for andre energiformer. Vindmøller kan opstilles både på land og offshore, dvs. på havet.
  • I dag stammer mere end en tredjedel af den samlede danske elproduktion fra vindmøller, og samtidig er det at opstille nye vindmøller på land en af de billigste måder at udvide elproduktionen på.
  • Dermed spiller vindenergi en vigtig rolle i omstillingen af energisystemet, som skal sikre, at Danmark i 2050 er uafhængig af fossile brændsler.
Kilde: Energistyrelsen

»Det er det væsentligste, der er sket inden for vind i de sidste 10 år,« siger han.

»Perspektivet er, som jeg ser det, at vækstraten inden for landvind ikke kommer til at være under 30 pct. om året de næste 10 år,« siger Knud-Erik Andersen.

Økonomisk kommer den nye generation af møller til at blæse kul- og gaskraftværker af banen, og derfor den producerede strøm og dermed økonomien bag møllerne ikke længere er nogen hæmsko for en væsentlig del af den grønne omstilling.

Det er en ret kraftig vækst, vi ser ind i, og det er selvfølgelig drevet af, at teknologien tager disse kvantespring.

Morten Dyrholm, direktør for marketing og kommunikation hos Vestas

Udfordringen bliver i stedet at få tilladelse til at sætte de nye store møller op samt at skabe fremtidens energisystem.

Ifølge en ny analyse fra analysehuset Bloomberg New Energy Finance (BNEF) er prisen på energi fra nyopførte vindmøller og solceller faldet henholdsvis 49 og 85 pct. siden 2010.

Dermed udkonkurrerer de ifølge BNEF nye kul- og gaskraftværker på to tredjedele af kloden i dag, mens det for fem år siden kun var tilfældet i 1 ud af 100 steder.

Næste generation af møller, der begynder at skyde op fra næste år, bliver 20-30 pct. mere effektive end de nuværende topmodeller.

»Den generation af møller, der kommer nu, får prædikatet verdens billigste strøm. I alle lande, der tillader møller op til 200-220 meter, vil denne generation brage igennem,« siger Knud-Erik Andersen.

Vestas fik forleden sin første ordre på den nye generation af kæmpemøller.

Men konkurrenterne GE, Siemens-Gamesa og Nordex er også undervejs med lignende møller, der er så kraftige, at bare én kan dække strømforbruget i 5.000 husstande.

BNEF forudser, at nye vind- og solparker kan udkonkurrere fossile kraftværker, som allerede er opført, i 2030.

»Det er en ret kraftig vækst, vi ser ind i, og det er selvfølgelig drevet af, at teknologien tager disse kvantespring. Det er ikke teknologien eller manglen på investorer, som spænder ben nu. Nu er det politisk vilje og måden, vi indretter energisystemet på,« siger Morten Dyrholm, direktør for marketing og kommunikation hos Vestas.

BRANCHENYT
Læs også