Erhverv
0

Prispres stækker vindmølleindustriens danske underskov - men der er medvind forude

Faldende støtte og øget konkurrence har lagt en dæmper på lønsomheden i vindindustrien, hvor indtjeningen i mange selskaber gik tilbage i fjor. Men der er lys forude.

Vindindustrien kæmper fortsat med efterdønningerne af kraftige prisfald. Men et voksende marked gør dog, at fremtidsudsigterne fortsat er lyse. Foto: Martin Lehmann

Flere års prispres har sænket prisen på vindkraft og lagt en dæmper på indtjeningen blandt producenter og underleverandører til vindindustrien, hvorfor flere virksomheder nu melder om, at der ikke er meget mere at give af.

Omvendt er mange aktører fortrøstningsfulde, hvis ikke ligefrem begejstrede, fordi de store prisfald gør vind ekstremt konkurrencedygtig på størstedelen af kloden.

Pludselig virker det frie marked, og man finder ud af, at vind er billigere end de fleste andre energiformer.

Frank Nielsen, adm. direktør i JSB Group

Dermed vokser markedet som aldrig før.

»Priserne er taget godt ned de sidste tre år, og pludselig virker det frie marked, og man finder ud af, at vind er billigere end de fleste andre energiformer,« siger Frank Nielsen, adm. direktør i JSB Group fra Ringkøbing, der laver indmad til vindmøllevinger.

»Undskyld udtrykket, men så tager fanden ved det,« siger han.

Teknologiske landvindinger og øget konkurrence som følge af lavere støtte har sænket prisen på vindenergi markant, men det har også dæmpet lønsomheden hos producenter som Vestas og Siemens Gamesa, der har presset resten af fødekæden.

Ifølge data fra analysevirksomheden BIQ faldt indtjeningen i 16 ud af 28 danske selskaber, som hovedsageligt er aktive inden for vindkraft, i det seneste regnskabsår.

Ifølge Morten Mørk, adm. direktør i Nordmark Maskinfabrik i Sæby, virker det til, at producenterne er ved at indse, at underleverandørerne ikke har ret meget tilbage at give af.

Han har givet besked om, at kunderne ikke skal forvente store prisfald på Nordmarks metalemner, som kan veje op til 100 tons.

»Og der er ikke kommet sure e-mails tilbage endnu,« siger Morten Mørk.

Aluwind fra Ringe, som leverer udstyr til vindmølletårne, har været igennem nogle hårde år.

For at være konkurrencedygtig lukkede Aluwind sidste efterår sin danske fabrik og sagde farvel til 100 medarbejdere.

Væksten findes i stigende grad længere væk fra Danmark, så Aluwind har fokuseret sin produktion i USA, Kina og Polen.

Ifølge adm. direktør Ole V. Rasmussen er historien om vindindustrien i disse år samlet set positiv, fordi prisfaldene har fået markedet til at vokse.

»Det negative er, at vi skal lære at leve med nogle priser, som er faldet markant, og som jeg personligt ikke tror på kommer til at stige væsentligt,« siger Ole V. Rasmussen.


FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også