Erhverv

Nordeas koncernchef stopper ved udgangen af 2020

Nordeas bestyrelse har igangsat processen med at finde koncernchefens efterfølger.

Casper von Koskull kom til Nordea i 2010.
Foto: Jessica Gow/AP

Som følge af spekulation på markedet kunne Nordea søndag bekræfte i en pressemeddelelse, at koncernchef og adm. direktør for Nordea, Casper von Koskull, har valgt at gå på pension ved udgangen af 2020.

Nordeas bestyrelse har indledt processen med at finde Casper von Koskulls efterfølger. De vil dog hverken be- eller afkræfte, om der er en bestemt kandidat i sigtekornet.

Nordea oplyser dog i pressemeddelelsen, at når processen med at finde efterfølgeren er færdiggjort, vil den præcise plan for overleveringen blive offentliggjort.

Casper von Koskull har en længere karriere inden for bankverdenen bag sig med en fortid i bla. UBS og Citibank. Har har derudover siddet i en ledende stilling ved Goldman Sachs i mere end et årti.

Han kom til Nordea i 2010 og har været koncernchef siden november 2015. Da han i 2020 bliver 60 år, har han nu ønsket at blive pensioneret efter et langt arbejdsliv.

»Nordea er gået ind i en spændende fase i sin udvikling af forretningen, og vi ser allerede nogle positive resultater af vores øgede fokus på kunderne og af brugen af de første digitale værktøjer, vi har udviklet på den nye, moderne platform. Vi ser frem til sammen at fortsætte det intensive arbejde med at øge vores kundetilfredshed, effektivitet og forretningsmomentum yderligere, indtil den nye koncernchef, der skal udvikle banken for fremtiden, er fundet, og vi kan sikre en god overlevering,« siger koncernchef Casper von Koskull og bestyrelsesformand Torbjörn Magnusson i en fælles udtalelse

Nordea er den største bank i Norden og landede i 2018 et overskud på 3.081 mio. euro svarende til 23 mia. kr. Banken foretog i 2018 nedskrivninger på udlån for 173 mio. kr.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også