Erhverv

Konkursramt rejseselskab har fået ny ejer

Kassen var tom, og medarbejderne fik ingen løn i det danske jagtrejseselskab Rainsford Hunting. Nu er der fundet en køber til selskabet.

Et dansk rejseselskab har fået ny ejer, efter virksomheden blev begæret konkurs tidligere på året. 
Foto: Stine Bidstrup

Efter et tab i millionklassen og en konkursbegæring er der nu fundet en køber til det danske jagtrejseselskab Rainsford Hunting.

Rejseselskabet formidler jagtrejser til hele verden og har knap 200.000 følgere på Facebook.

De tidligere ejere Carsten Haagensen og Frederik Bülow drev i flere år rejseselskabet, men millionunderskuddet voksede, og til sidst stod medarbejderne uden løn, forklarer kurator Anders Hauge Gløde fra Bech Bruun.

Derfor blev rejseselskabet begæret konkurs, men der har siden været stor interesse for at drive rejseportalen videre, og nu er der altså en fundet en køber af selskabet.

Det er Mogens Saugmann, der har overtaget virksomheden, som han ejer med anpartsselskabet Crs International. Og der er altså en solid pengetank bag med en egenkapital på 77 mio. kr.

Den nye ejer er desuden direktør i en større kommunikationsvirksomhed, og han har taget den tidligere ejer Frederik Bülow med i bestyrelsen af rejseselskabet.

Rainsford Hunting har siden 2010 sendt jægere på speciallavede jagtrejser til både Sydafrika, Argentina og andre eksotiske destinationer. Men det har indtil nu ikke været muligt at skabe et overskud i virksomheden.

Alle de medarbejdere, der var ansat i det tidligere selskab og ikke fik udbetalt løn, er blevet opsagt og fritstillet.

Kurator Anders Gløde fortæller desuden, at ingen tidligere medarbejdere overtages af den nye ejer, og at han dermed starter virksomheden på ny.

Rainsford Hunting er en såkaldt rejseportal, der formidler jagtrejser, men rejseselskabet er derfor ikke omfattet af Rejsegarantifonden.

Dermed er rejsende med selskabet heller ikke beskyttet økonomisk under en eventuel konkurs.

BRANCHENYT
Læs også