Erhverv

Manden bag verdens mest populære sportsvogn er død

Lee Iacocca stod bag den legendariske Ford Mustang.

Lee Iacocca blev 94 år gammel. Foto: AP Photo/Paul Sancya.

Lee Iacocca, der skabte den ikoniske Ford Mustang og reddede Chrysler-koncernen fra at gå konkurs, er død af komplikationer fra Parkinsons sygdom 94 år gammel.,

Det skriver flere internationale medier herunder BBC.

I en udtalelse fra Fiat Chrystler lyder det, at den italiensk-amerikanske bilproducent, som står bag bl.a. Jeep og Maserati, er »bedrøvet« over nyheden.

»Lee Iacocca spillede en historisk rolle i at navigere Chrysler gennem kriser og gøre det konkurrencedygtigt. Han var en af de store ledere i vores selskab og bilindustrien som helhed,« lyder det fra Fiat Chrysler.

»Lee gav os et mindset, som stadig driver os i dag - ét, der er karakteriseret ved hårdt arbejde, dedikation og beslutsomhed.«

Lee Iacoccas forældre var immigreret til USA, og han blev født i Allentown, Pennsylvania, i 1924. Han begyndte sin karriere hos Ford Motor Company som ingeniør i 1946, inden han rykkede ind i salgsafdelingen.

Her stod han knap 20 år senere bag designet og lanceringen af Ford Mustang, der blev solgt i 419.000 styk alene det første år, og som den dag i dag er en af USA’s mest ikoniske biler.

I 1978 fik Lee Iacocca sparket fra Ford, da han blev anklaget for at ville smide formand og arving Henry Ford II på porten. Men allerede året efter overtog Iacocca styringen i Chrysler, som på det tidspunkt - såvel som senere - balancerede på randen af konkurs.

Den undgik han gennem en omfattende restrukturering og en økonomisk håndsrækning i form af et lån på 1,5 mia. dollars fra den amerikanske stat, som han med stolthed betalte tilbage syv år senere.

Og så blev Lee Iacocca i øvrigt også kendt for at sænke sin egen årsløn til 1 dollar, mens genopretningen af Chrysler-koncernen stod på.

Ford Mustang, som Lee Iacocca skabte, har i øvrigt været verdens mest populære sportsvogn i de seneste fire år. I 2018 blev der solgt 113.000 Ford Mustang, ifølge data fra IHS Markit.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også